Lydbillede der blev væk

Jeg har i den sidste tid skrevet om vores teknologiske verden set igennem et par briller med “hvad sker der” filter. Jeg har skrevet om familiebillederne der efterhånden er forsvunden. Om sociale medier, som måske i virkeligheder ikke er så sociale. Og en del andre ting der forandres i denne “nye” verden.

Det har bragt mig en del rundt og har sat flere spørgsmål end svar. Jeg begynder at kunne se mange små ting der har ændret sig i den måde vi tidligere oplevede verden på. Ting der måske gjorde at vi var mere tilstede og nærværende.
Men også ting der har eller måske for betydning for kommende generationer. Om ikke andet så har den måde vi ikke er tilstede på, men alligevel altid er på, indflydelse på kommende generationer.

Telefon og telefonsamtalen. En af de ting der ihvertfald har ændret sig er den måde vi “telefoner” samme på. Og igen ikke for at være “maskinstormer”, men da vi alle var forbundet med et fast nets telefon, var telefoni noget andet.

Man skulle være et bestemt sted for at kunne fortage et opkald. Det kunne være hjemme, på kontoret, eller i en kiosk. (telefonboks).

Når det så var på plads kunne man ringe nummeret op på den man ville tale med. Vedkommende skulle så også være på det sted hvor det pågældende nummer hørte hjemme. Det kunne igen være hjemme, kontoret eller …..

Hvis man så fik forbindelse, det ville sige at begge var ved en telefon, og havde taget røret, kunne samtalen begynde.

Her kunne der jo så ske at der var en anden person der tog opkaldet, fordi vedkommende brugte samme nummer. Med andre ord fik man muligvis talt med flere familie medlemmer, kollegianer,  inden man fik fat i rette person.
Derved fik man lige sidste nyt fra alle. I dag bruger vi fjæsbog til denne funktion.

Men det korte er at det her “den gamle sure mand” vil påstå at samtalen blev eller kunne blive bedre. Begrundet i at man havde ringet for at samtale. Man blev ikke forstyret af at skulle forholde sig til meget andet. Man talte og lyttede.

I dag så kan man nå alle via sin mobil. Man ved ikke hvor modtageren er eller hvad vedkommende fortager sig. Vi taler når vi går, er i toget, venter eller andet. Vedkommende vi taler med skal måske også forholde sig til en masse ting der sker omkring sig. Så vi fortager og skal forholde os til en masse andre ting end samtalen.

Og nej vi er ikke alle blevet bedre til at multitaske. Vi føre bare dårligere samtaler og “pisser” på de øvrige ting omkring os. Bare spørg børnene, forældrene, ægtefælden og se ude i trafikken. 😉

Om vi så får lavet mere. Det tror jeg ikke, vi er der i mod blevet dårligere til at lytte og samtale. For en af os, er hele tiden på vej til noget andet.

Vi er alle sammen ved at blive soloister, der dyrker os selv. Vores forhold til gruppen bliver mindre og mindre.
Jeg gad vide hvad der var sket hvis Ringo, Poul, John og George havde været unge i dag. Havde vi så haft The Beatles. Jeg tror det ikke. Jeg er heller ikke sikker på at vi havde haft The Bee Gees, Stones eller andre grupper.

Den der er fremme i dag er jo alle soloister. Jeg prøvede en sjov leg med familien her forleden. Jeg legede den der leg der hedder. Nævn mig lige en gruppe hvor I kan flere navne end solisten i gruppen. Hvem spiller bas eller trommer på Guld drengens sidste album eller hver er med i Mads Langer udover Mads..

Spørg jeg om det samme og siger hvem spillede trommer i The Beatles, er der rigtig mange “gamle” der ved det. Hvem var med i Subidua, ved du også det, så er du gammel.

Så hvis de, The Beatles var vokset op i dag ville de have været 4 bands med hver deres solo. Vi havde aldrig oplevet 4 sammen.

Det jeg forsøger at sige er at vores lydbilledet er forandret. Grupperne er der ikke plads til. Der er kun plads til solister.

Sjovt, men måske også lidt alvor. Hvis man nu prøver at tænke på musikker. Hvem kender man så der er bassister, trommeslager eller andre soloinstrumenter. Hvis du har et navn så er vedkommende sikkert over 40-50..

Findes der overhoved kendte musiker under 40 år. ;-O

Og vil jeg så gerne sætte mig lidt mere ind i musikken, har vores teknologiske verden besværlige gjort det. Jeg får ikke længer et album.?

Og her falder vi så lige ned i den store historie gryde og overdragelse af musikhistoriens vinge sus. Hvordan får vi overdraget musikhistorien til vores børn og børnebørn. Og skal vi det??

Jeg er en så gammel sur mand, at jeg kan huske at mine forældre havde lak plader. De kunne afspilles på en grammofon 78 omdrejninger. (de unge må kigge her) Disse skiver havde et cover og en label. Her stor der lidt om hvad man kunne forvente sig at der skulle komme ud af trakten.

Senere fik vi vinyl, LP plader. Ja der var både single, EP og LP plader. Alle havde et cover hvor man kunne læse om den musik man havde købt. Bedst var LP pladerne, nogle af dem havde et dobbelt cover. Og måske var man så heldig at få teksten med, på et beskyttelse cover inde i pladerummet på coveret.

Pladerne blev lystigt spillet og nogle af os vil kunne idag sige: “den der med ABBA var min mor hel vild med, hun spillede den hele tiden”. Eller lyden fra Eric Clapton vækker minder om den første dans i mørket med en sød kæreste.

Kassettebåndet kom til og noget af teksten forsvandt. Men vi fik mulighed for at optage og lave vores egen bånd. (Datidens playliste)
CD kom til, og vi gik alle rundt med en work/disk mann. Som nok var begyndelsen til enden. Nu forsvandt lyden fra det store fællesrum og ud til headset og den enkelte.

Siden er der kommet lydfiler, hvor man ved gud ikke kan læse noget om hvem der spiller med på de enkelte sange. De blev lagt over på vores følge mobil og blev helt egoist musik.

Der er ikke længere nogen der ved hvad vi kan lide af musik. Vi viser det ikke længere. Det er ikke længere med i “vores historie” fra hjemmet.

Gad vide hvordan de vil få os gamle (når vi bliver gamle) på plejehjemmet til at mindes vores ungdom for at minske vores demens.. De har ikke musikalske referencer eller familie billeder længere.:-O

Det bliver også den tid hvor vi skal forklare dem der arbejder på plejehjemmet, at et tog en gang sagde fut fut og det kom damp op af skorstenen.
At en bil ikke altid bare siger klik når man starter den. At vi fra en tid hvor biler sagde lyde når man kørte i dem. Og at når børnene lege med disse i miniture størelse på gulvet, lod læberne vibreret og give udtryk for samme lyd som datidens bil sagde.

Nå ja, det kan være at vi skal samle sammen, for vi skal jo også fortælle dem om analog post, at mødes under uret og slå til søren.

Gad vide hvilken tid det bliver….

Mobil, ud og afvikling.

Dette blog indlæg er et indspark i skrevet over samme emne som mine 2 tidligere Den vej vi kom fra og Familiehistoriens DNA. I dette indlæg vil jeg komme lidt tættere på min bedste følge Svend.  Alle de ting vi er vilde, mobiler og andre elektroniske dimser.

Man kan nok ikke kalde mig for en maskinstormer, men er vild med teknik. Mit hjem er flydt med video overvågning, lys der tænder af sig selv og kan styres fra telefonen. Det skriver jeg meget mere om på My iPhone Goodies

 

Så skrivet her, er “bare tanke” – “et pit stop”, fra en old grumply man, og ikke modstand imod en naturlig udvikling. Men måske er der alligevel noget vi bør tænke over.

Jeg syntes det er spændende og måske lidt skræmmende.
Vi ved jo ikke hvilken indflydelse denne mobilen har på vores liv, på længere sigt. Vi ved lidt om hvad vi oplever nu, både det gode og det dårlige. Og den har vel også allerede nu haft indflydelse på vores opfattelse af verden.

Hjertebseked

Vi får ændret vores verden, og den måde at give beskeder på. Den enhed der nok haft størst indflydelse på os er mobiltelefonen.
Hjerter er udskiftet med emoji og teksten kommer på en sms eller message.

Så mobilen og alt den teknologi der følge med den har tydeligvis indflydelse på vores liv i stort og småt. Noget af det er vi bevist om, men en del sker bare, er vi ikke bevist om.
For eksempel kan vi idag “gå hjemme fra, i byen, tag på ferie” og alligevel være hjemme.??

Vi har Skype, Facetime og ander tjenester, der sætter og i stand til “næsten” være sammen med de andre og alligevel være væk.

 

Vi kan deltage i familie, kontor møde og undervisning ved brug af disse tjenester. Vi kan se og deltage i samtale over nettet.

 

Vi kan sikre vores hjem med kamerat som vi kan betjene fra vores mobil eller skærmen på arbejdet. Vi kan sætte dem til at give os besked hver gang der er noget der bevæger sig. Tyveri sikring.

Men med disse kan vi se ALT hvad er sker i hjemmet, hvis vil vil. Vi kan se om gæsterne er kommet, om hunden gør noget den ikke må. Så når teenageren er alene hjemme kan vil lige se om de har det godt.

De nye webcam’s kan også overfører lyd så vi kan tale og lytte til dem i hjemmet. Smart, men..
– er det i virkeligheden for at styrke vores ego. Vi er blevet så “ensom” at vi ikke vil gå glip af noget.
Vi vil gerne være der men ikke deltage aktivt.

En anden mulighed fra samme skuffe er, at vi hele tiden følge med hvor venner, fjender og familien er. Vi han følge dem og deres færden på “find venner” på iPhonen, Google, facebook, mf. Og vi elsker det.

Vi er hele tiden til at finde. Det gælder både vores kæreste, børn og arbejds kollegaer. Og på den måde er vi hele tiden på.

Vi følge dem på Facebook, twitter, SnapChat. Ligesom vi heletiden giver os til kende på samme medier. Det er lidt som hunde der prøver at pisse området af.
Men i bund og grund er det sladder.

Det giver jo curling forældre en hel ny betydning. Vi er alle “curling’er”. Alle følger alle, uden nødvendigvis at være deltagende.

Vi får ikke lov til at have et frirum. At kunne blive væk eller være et sted som de andre ikke live ved. Muligheden for at komme hjem og fortælle om den oplevelse.

Nogen kan huske den gang vi lagde små sedler på køkken bordet. “er lige gået kommer hjem kl 16″.
Det var også den gang hvor man fik et ferie postkort ” vi er på ferie i Rom og har det godt. Glæder os til at komme hjem”. I dag læser vi det på Facebook eller twitter.

Så det vi kan bruge mobilen til er af overvåge hinanden, uden at skulle deltage aktivt. Deltage eller være tilstede uden at være der fysisk. Og ikke mindst fortælle omverden hvor vi har været. 
Det vi har mistet er vel den personlighed der er ved at skakke mand til mand. De små personlige noter, der kun er til en bestemt og det at kunne være sig selv. 

Via teknologien har man også mulighed for at styrer lyset. Så skam vi ikke længere bekymre os over at børnene ikke tænder en lampe når de ser TV. Det kan vi “hjælpe” dem med.
Så vi skal ikke længere bekymre os over at de ødelægger deres øjne ved at kigge TV i mørke.

 

Så via mobilen er med til at hjælpe os med vores stresset liv. Eller gør den!!
Vi har tidligere kunne klare os uden mobilen. Vi kunne bruge et stykke analog papir og tegne bogstaver og andre kunne forstå disse tegn. Det kunne godt være at de ikke kunne se det i samme øjeblik man skrev det, men det virkede.
Vi kunne lære vores børn at tænde og slukke lys ved brug af kontakter. Vi havde noget at tale med og dele vores oplevelser med. Dem vi selv oplevede på ferien eller bare tidligere på dagen.

Vi forventer at blive opdateret og vise omverden at man “er”. Se mig, se hvor jeg er og hvor travlt jeg har. Og se jeg er så social og jeg giver dig en kommentar eller et like. Hep hep.

Men hvad sker der i virkeligheden – udenfor den digitale verden. Hvad sker der med os, vores børn, familie og venner når vi prøver at være til igennem mobilen. Hvad sker der når vi tror at vi lever livet, men blot er slaver af teknologien.?

Men hvad gør alt dette med os, vores børn og ikke mindst børnebørn.

Lad os kigge på vores venskaber. Blod brødre og hjerte veninder.

De der helt unikke, tætte oplevelser, sammen med en god ven. Dem hvor vi kan se hinanden og hvordan vi reager. Dem hvor vi kan høre på stemmen, hvad han/hun oplevede. De oplevelser vi kan tænke tilbage på og næsten genopleve men en ven.

Men efter hånden som yngre og  flere får dette herlige redskab af en mobilen, behøver man ikke at bruge så meget fysisk tid sammen med vennen. Det klares over mobilos. Så kan alle oplevelserne  langt hen ad vejen deles og oplevelser med vennen over en mobil.?

De gode oplevelser bliver snappet, – lagt på fjæset eller delt på instagram. Nogen bliver enda optaget og sendt live som MinHistorie.

Så jeg ved ikke om det styrker venskabet, at vi nu “bare” er det 24/7 for vennerne. Måske er det en bytte handel i den digitale verden. Jer er der for jer og jeg følger at jeg har “rigtige” venner.
Vi kan fortælle om vores bedste venner, se antallet af snaps vi har sammen og dele vores liv og oplevelser. Og alle kan se hvor gode venner vi er, på instagram og facebook.

Jeg er bange for at vi skal til at revider begrebet bedste “ven/veninder”. De er ikke længere dem vi vil gå igennem ild og vand for. Venner er ikke længer nødvendigvis nogen man har kendt længe eller har fælles interesser med.

Men de er på hele døgnet. Men er de en ven???

Måske skal vi spørge os selv om. Kan man starte – vedligeholde – udbygge et RIGTIGT venskab på og med mobilen og sociale medier.

Jeg ved det ikke??

Har det mere indflydelse på os end blot et ordsprog eller to der ikke lige kan forklares. – “så faldt 10 øre’en” og “jeg slår lige på tråden”, der begge er opstået da vi havde “rigtige” telefoner og teleboks. For ikke at tale om “telefon centralen”.

I dag taler vi udbyder. Vi har snart erstatter telefonsvaren med Voicemail. Vi har udskiftet telefon bogen med mobile numre som vi ikke kan slå op.

Det kan giver lidt bøvl hvis man lige vil ringe til Sut og Trutt i Jylland. Især hvis man kun kan huske at de bor på Vimse Alle7 i Borte.

Jo jo vi har da KRAKs men ikke alt står der i.

Og måske er jeg bare en gammel sur mand. Men der sker noget med den der mobil og udviklingen.

Jeg ved ikke om der er mobilens skyld eller det “bare”er en udvikling. Men vi er alle blevet til en solo’ister, sociale enspænder. Der næsten har nok i sig selv. Især hvis man har sin følge Svend med sig, fyldt med “følgere”, fb og likes på twitter.
Den er med over alt, prøv selv at kigge op fra skærmen når du er i toget, i kirken og i pausen. Alle ser verden virkeligheden igennem skærmen.

Man skal jo nødigt gå glip af noget, men går vi glip af livet??

– tænkt over det.

❤️❤️❤️

Identitet og historie.

I de sidste par indlæg har jeg beskæftiget mig med hvad historien (billeder, lyd, breve) har gjort med os.
Hvordan den historie er med til at skabe og slæber rundt, muligvis er med til at skabe vores personlighed.

Vi får noget identitet af den historie vi kommer fra. Om ikke andet, så os der stadigvæk kan kigge tilbage på en personlig historie i familien, i barndomen, ungdommen, – livet.

Vi ved ikke endnu hvad der skar når vores børn – børnebørn, der ikke længer får disse speciale indtryk. FamiliensDMA.

Vi, samfundet forsøger at gøre alle ens. Og vi starter allerede med børnelivet og bliver ved frem til uddannelsen af vores unge. Vi giver dem en opvækst uden særlige oplevelser og historie, en uddannelse på en kasterede og historie løs uddannelseinstitution !!

Vi opretter undervisnings siloer, som svine farme. Og tager “stoltheden” og “identiteten” ud af uddannelsesstedet. Underviserne bliver til foredragsholdere! Og undervisning til forelæsninger.

Vi nedlægger uddannelsesinstitutioner, de små steder, med eget præg og historie, og erstatter dem med kæmpe siloer.

Det man nedlægger er de steder der har præget og givet identitet til mange studerende. Steder, “lige det sted” – de studerende har kæmpet for at komme på, på grund af dets historie, rygte eller andet.
Vi minste det personlige særpræg de lokal forankrede uddannelses havde.
Den historie, stolthed det var at have været uddannet på “sygeplejeskolen ved xx-hospital” “handelsskolen eller teknisk skole i xx-by”. Selv husker jeg at der var forskel på om man var pædagog Frøbel eller  Rudolf Steiner, Tæbyvej eller Århus. Der var en forskel, men alle var pædagoger, men forskellige indsigt.

Nu hedder de Metropol, Campus Carlsberg, CBS og er giganter.
Men disse sammenlægning “besparrelse” af uddannelsesinstitutioner af de små institutioner, fjerner man noget vigtigt.
Man fjerner historien og det sammenhold det var, at have gået på en navngivet uddannelsesinstitution. Ingen historie, identiten, igen “vores” skole.

Jeg har det lidt med rødvin som jeg har det med uddannelses steder. Jeg kan godt lide forskelligheden. Viden om hvor druerne er fra. Om der er en god eller skidt årgang. Om den er mørke rød eller krydret. Er det en af dem der bliver bedre med årerne..

Det er nok derfor jeg ikke køber box vin, med etiketten “vin fra EU”. Dette med at putte alt ned i samme bøtte uden at vide hvad der så kommer ud, andet end rødvin uden “historie”, er ikke mig.
Jeg vil vide hvad jeg får og tage stilling til hvor den skal bruges til. Baggrunden er vigtig.

Jeg syntes vi bør være bekymret over denne udviskning af vores uddannelses historien. Om ikke andet tænke over det.
Og så er det ikke “bare” ungdomlivet vi går historie løse.

Vi starter allerede i børnehaverne. Her har de fleste kommuner indført “klynge leder – område leder”. det medfører at den enkelte fysiske institution ikke har en leder.  Og der med fjernet muligheder for forskellighed i stor stil i den enkelte institutioner. Den lille børnehave med en leder og et personale der brænder for “vores institution”. Har de sparret væk.

I den små institutioner kunne børnene virkelig mærke lederen og personales pædagogik, som hvis de var dygtige var tilpasset børnene, området og det miljø de bor i.

På samme måde har man nedlagt fritidshjemmet og lavet masse opbevaring i skolernes SFO’er. Fritidshjemmets hvor man kunne vælge mellem , hvis man var heldig “bygge legeplads” eller “drama” eller noget helt andet. Mange af fritidshjemmene havde hver deres “special”.
Nu er det bare opbevaring. I samme lokaler som skolen, under skolens ledelse og uden mulighed for at udvikle “egen” pædagogik.

Og hvis det ikke er nok så samler man flere og flere børn på centrale skoler. Nedlægger de små skoler og dermed dræber “særheden”.

Så i bund og grund fratager vi børnene mulighed for at danne “forskellig” fælles institutions/skole historie.
Muligheden for at sige “jeg gik på xxx, og der fik vil lov til at xxx”.

Det at fratage børn forskellige opvækst historie. Blandet med en pædagog og pædagogik, udklække fra en institutions silo, hvor alle har samme reference.

Hvad gør det ved vores børn.
Hvor lærer de det skæve, det alderledes når dem der underviser/passer dem er ens og ikke har en “lokal funderet” uddannelse. Og hvor skal de se og lærer, at vi “burde” være forskellige og afspejle vores historie.

Vi har i forvejen frataget den muligheden for at være sig selv ved at give dem en opvækst som curling børn. Børn der altid er overvåget.

Hvordan skaber man kreative mennesker, når alt og alle har den samme “kønsløse”  opvækst og uddannelse.

Jeg kommet til at tænke på sangen om Larsen, især omkvædet “det skulle være så godt, men faktisk er det skidt“.

Vi bliver en lillesmule fattigere for hver gang vi effektiviser, dræber historien og ensretter os.

Og så er det lidt tankevækkende at de der har råd vælger privat skolen, med den gode historie. ???

 

Familien’s DNA

Familiehistorien der blev væk 

I forlængelse af min tidligere blog indlæg, “den vej vi kom fra”, er her lidt om familiehistoriske vingesus eller historien der blev væk.

Familien. Hvad er det for en størrelse og hvilken betydning har den på hver enkelt familiemedlem. Hvad binder familien sammen. Er det vigtigt at kende rødderne ens ophav. Hvordan så bedste ud som barn og har mor været tynd. Familiehistoriens vingesus.

Er det vigtigt for Os, at vide hvor vi kommer fra eller er det ligegyldigt? Er der ikke ligegyldigt at vide at man ligner sin søster, mormor eller bedstemor.

Noget siger mig at ovennævnte er vigtigt for nogen. Og jeg tror enda er der er vigtigt for alle.

Familien har igennem mange år brugt flere forskelige måder at formidle slægts historien på. Lige fra at man havde en slægts gård til at man hed “Jens søn – Jensen”. De adelige har brugt våbenskjold og malerier.

I dag i vores digitale verden bruget TV, det at finde folks rødder og ophav til underholdning. Vi elsker det når en toner frem på skærmen med et lille billede fra barndommen og vi skal finde vedkommens familie. Eller kendte kigger tilbage i slægts historien og finder ud af at der er sørøver eller ender på fattiggården.

Men hvad gør vi selv for at undgå vores børn og børnebørn komme til at mangle dokumentation for deres liv. Eller har mulighed for at kigge tilbage.

Vi lever i en digital verden hvor vi optager verden digitalt. Vi bruger nettet. Vi starter vores liv men en elektronisk vandre journal. Nogen er så heldige at få et billede fra en scanning og straks digitaliseres det til facebook.

Måske er den ny kommende borger så heldig at der oprettes en “barnenes bog”. Sansynligvis digitalt. Her kommer billeder at moderen gravide mave, tager med faderens mobil, ind og gemmes i “skyen”.

Hvad sker der med de billeder og digitale dokumenter fremover ved vi ikke. Så hvor og hvordan disse skal finden er en gåde hvis hvis barnet vil kigge bagud.

Men hvad med det vi allerede har idag. den familie historie vi er ved at smide væk i begejstringen over det nye. Og nej. Jeg er ikke imod instegram, facebook eller twitter. Jeg er bare ikke sikker på at vi får det hele med.

Måske skulle vi bruge noget tid på at sikre fortidens billeder, dias, film og video.
Og med at sikre mener jeg ikke at vi skal ligge dem i skyen. Vi skal måske lærer vores familie at bruge dem. Lærer dem at de har brug for historien. Det er guld for vores efterkommer i familien. Hvem ved hvad der sker med den digitale verden.

Om ikke andet skal vi lære vores børn, børnebørn om denne unik skat, inden det bliver for sent.

Fotografiet og negativer.

Jeg kommer fra en familie, som så mange andre familier. Hvor det af tage fotografier blev mere og mere almindeligt efter hånden som fotografiapparatet blev almindeligt tilgængeligt. Og selv om film var rimeligt dyrt og der skulle betales for fremkaldelsen, blev der taget billeder. Jeg er enda så heldig at mine bedsteforældre var fremme i skoende og fik taget billeder af mine forældre og dem selv. Jeg kan side og kigge på min mor som barn, min onkel som soldat og min bedstefar der læser avis.
Disse “arvede” billeder giver mig et tilbage blik på min historie. Min families historie.

Nogle af disse billeder er jeg endda så heldig at have negativ til.

Men med billedearven i hus, her i blandt billeder af mine bedsteforældre, kan jeg se lighed mellem familiemedlemmer.

Det at have negativerne gør mig og mine efter kommer i stand til at genskabe billedet. Selv om det i denne digitale verden kan være svært. Bare det at finde en fotohandler kan være en prøvelse.

(En fotohandler var en butik der kun forhandlede apparater til at forevige gøre et givet tidspunkt. Hos disse forhandler kunne man købe film som skulle ind i disse “kamera” inden man kunne tage “billedet”, og filmene skulle afleveres hos forhandleren for at man kunne modtage et billede. Filmen skulle nemlig fremkaldes.)

En del af os har oplevet at vores forældre havde foto albums. Her samlede familien de dyre billeder. Her kunne man se den første bil. Familiens første og senere ferier.

Disse album kom frem til tider. De var på en måde familie historiens leksikon.
Her kunne man slå op. Hvornår var vi sammen med Vimse og Sut. Var det ikke et gult hus vi boede i da vi var ved vesterhevet. Kan du huske det dejlige sted i Italien de vi var på ferie.

Her i disse finder man bevise for et givende år eller begivenhed, – og dokumenter virkeligheden.
Her kunne man blive sammenlignet med hvem eller hvilken familie gren man lignede. Det kan men ikke på Google.

Ud over albums, har jeg oprettet bøger om mine børns første år. Her kan de finde regningen på deres barnevogn, vægt og længde. Og selvfølgelig billeder.

Men er disse bøger, album og billeder bare noget der kan kastes ud uden videre betydning. Og hvad med fremtidens billeder.

Lysbilledet, dias.

En fætter til papir billedet og en udvikling af samme blev dias. Med dias var første skridt taget på vej over til den digitale verden.

(Dias var en negativ, der dog var positivt. det vil sige at hvis man belyste det lom billedet frem og man kunne se det på et lærred eller en hvid væg. Disse billeder skulle fremviser igennem en fremviser.)

Men dias så kunne familien samme side og se på ferie billederne. Billederne kom i kassetter og blev så skudt op på væggen. Problemet var lidt at man var tvangsindlagt til at se billederne. Det var ikke altid man havde lyst til det.

Men det bliver ikke mindre historisk af. Det er jo noget familien har oplevet og viser jo stadigvæk en fælles oplevelse.

Men helt enligt så var dias bedst til erhverv og foredrag i større forsamlinger.

Men har man dias af familien kan man enten skanne den eller få lavet rigtige billeder af de bedste hos en fotohandler.

Med dias kan man for det meste se hvad et forestiller.

Smalfilm, video, DVD’en og mp4

Ligesom i dag, kunne man den gang i slutningen af 50’erne optage levende billeder. Nogle var selvfølgelige front løber på dette område. Senere blev det mere almindeligt.

Hvis vi kun kigger på den mulighed familien har haft, så snakker vi dobbelt8 og supper8 film.

Smp ruller med det rene nostalgi og guld. Her vises familiens historie næsten i live. Nå ja det kan godt være at det larmer og der er slid striber på, men til gengæld kan du se familiemedlemmer bevæge sig.

Det kan enda være at du aldrig har set. det kunne være en afdød farmor eller onkel. Det kunne være et sted familien tit kom til.

Man kommer tilbage i tiden. Men man skal kende fortiden for at begå sig i fremtiden.

Det kan godt være at filmen hopper og at det larmer. Hoppene kan man gøre noget ved men larmen klikklikklikklik – er lyden af fortiden.

Men familiehistorie filmene lever på lånt tid.

Men hvad sker der efter hånden som teknologien udvikler sig. Udviklinger er aldrig gået så hurtig som nu.

Samtidigt må man vel desværre konstater at vi aldrig har tabt så meget historisk dokumentation som nu.?

Det samme gælder desværre smalfilmens afløser, video båndet.

Der er stort set ikke et hjem men en VHS bånd afspiller mere. Men hvad er der så sket med Tut’s komfirmation eller filmen fra brylluppet. Disse bånd ligger “bare” og fylder. Og min påstand er at 90% af den ender på forbrændingen. Og der med historien, onkels tale til Tut, og en del andet der kunne vise hvem vi/I var.

Det samme gælder bedstes film om da familien var i Spanien første gang. Disse spoler med film ligger i, kasser, pænt i orden, tit med en lille label på som angiver hvad man kan forvente sig.

Men hvad sker der.. 

Historien ligger der eller har ligget der. For nogen er det forsendt. For andre kan det nåes i nu. Historien, familiens historie.

Alle disse billeder, fotoalbums og dias.

Det er det her guld vi er ved at smider ud, når man ikke vælger “det gamle rod” til. Det er Familiens billedeDNA, man sletter fra verdens overflade.

Og det bliver valgt fra, fordi vi (de ældre) er for dårlige til at fortælle om det.

Hvorfor smider vi historien væk?

Det vores egen skyld at det ender som stor skrald når bedste skal flytte. Historien smides ud.

Er det mangel på viden?? Er det ligegyldighed? Er det overlagt sletning af ens ophav?.

Er vi beviste om, at når vi ikke sælger billedehistorikken, så bliver familien mulighed til at “billede”kende sig selv og familien, tabt.

Jeg tror at vi selv er skyld i katastrofen.

Vi har ikke tid til familien, og drager ikke omsorg for fællesskabet.

Vi lever med påstanden om at vi har så travlt og at det er svært at samle familien. Og i samme sætning har vi travlt med at fortælde om hvor tætte vi er i familien. Vi samles til fødselsdage, jul og påske. Tager en del billedet på mobilen og haster videre.

Det er der hverken ikke meget omsorg eller fællesskab i. Og slet ikke nogen historie overdragelse. Ingen giver sig tid til at tale med bedste eller hører på fætter Kurt’s skarnshistorier.

Næ, vi har travlt med at dyrke vores eget jeg. Værten har travlt med at serviser og gæsterne med af nyde.

Ikke fordi der er noget galt i det, men der er efter min mening ikke meget fællesskab eller omsorg i det.

Jeg vil vove den påstand at disse ritualer kunne foregå med hvem som helst og hvor som helst. Og at der til tider udvises mere omsorg og fællesskab med nære venner end familien.
Men man sjældent et familiehistorisk bånd med vennerne, der kunne knytte deltagerne sammen generationer tilbage.

Når man kigger på tidens sociale medier, facebook og twitter, afspejler disse jo en person og ikke familien. Går det højt kan det være at der et billede af ens barn eller barnebarn.

Jeg vil derfor påstå at netop denne manglende familiær fælledsskab, omsorg og promovering af familien, er medvirkende til, at vi mister (ikke er opmærksom på) vores familie historie.

Nu er det ikke fordi det i gamle dage var bedre. Men familien var mere synlig og man var ikke bange for at gøre opmærksom på familien.

Nogle af os kan huske giro413, hvor der søndag efter søndag blev talt om familien der havde været til fest.

En anden ting fra fortiden er fotoalbum. Det blev brugt til at samle minder, idag er det elektronisk og i skyen. Det fysiske fotoalbum havde den fordel at det samlede familien. Og man kunne fortælle historien om det enkelte billede. Men det med at kigge i familie albummet høre fortiden tid.

Man kan jo ikke sige at billederne i skyen har samme egenskab.

Hvem har sidst været sammen men et familiemedlem og kigget billeder i skyen sammen.??

Noget vi blev tvunget til, hos vores bedsteforældre, at kigge i albums. Og hvor nødigt man vil indrømme det så var det hyggeligt. Man kan ihvertfald huske det.

Men nu er det jo ikke bare den fotografiske historie man går glip af.

Hvornår er det sidst du har kigget på video optagelserne fra “ferien”, “fra Buller’s fødsel” eller andet. For slet ikke at spørge om hvornår du sidst hav vist et andet medlem af familien disse optagelser. Man behøver jo ikke at vise det hele 😉

Hvad så med smalfilmen. Har du se den fornyligt. Nej vel. Undskyldninger er der nok af. Fremviseren er defekt. Vi har ikke en video afspiller mere. Det taget så langt tid med de der dias.

Men der er din historie, din familie og din beslutning. Men tænk over at der måske vil være nogen i familien der vil savne det og allerede savner det. Det at vide hvor vi kommer fra og af hvilken slægt vi er, som dronningen vil sige det.

Gæt en familie

Så måske skulle man finde de gamle billeder frem, og inviter til en anderledes familie komsammen. KOM OG GÆT DIN FAMILIE.

 

Find 5-10 billeder hver og leg vende spil.
Hver gang man vender et billede skal de yngste gætte hven der er på billedet eller hvilken begivenhed.
De gamle skal så fortælle den “gode familiehistorie”. Og smør nu godt på.
Jeg er sikker på at I vil få mange gode grin.

Eller find fremviserne frem og se filmene og dias med en du holder af inden det er for sent. Det er guld vær, både for din gammel bedstefar, dine børn og for dig selv.

Men skynd jer for en del af familiens billede DNA er ved at gå tabt i denne digitale verden verden. Pas på den sålænge I kan.

Og husk nu også at tage et backup af nutidens billeder. Ikke bare ligge dem op i skyen eller tro at det til evighed bliver på telefonen.

Kopier dem minst ud til 2 andre steder eller print dem. De er sårbar på telefonen.

De også guld – for dig og kan blive det for dine efterkommere.

 

Den vej vi kom fra

Et kig ned af den vej vi kom fra, er et genoptryk fra en tidligere aktikkel jeg har skrevet (2016).  Men det bliver den nu ikke mindre aktuel af. 

Et kig ned af vejen, på fortiden.

Jeg en mand i sin bedste alder er er vild med mobiler og andre elektroniske dimser. Man kan nok ikke kalde mig for en maskinstormer, men er vild med teknik. Mit hjem er flydt med video overvågning, lys der tænder af sig selv og kan styres fra telefonen. Det skriver jeg meget mere om på My iPhone Goodies

Så disse betragtninger fra The old grumply man, er mere bare tanke om end modstand i mod en udvikling. 

Men jeg syntes det er spændende og har her lave nogle betragtninger om hvilken indflydelse denne mobilen har på vores liv eller har haft på vores opfattelse af verden.

Hvilken indflydelse har den teknologi på vores liv i stort og småt. 

Og der er ikke kun mobilen men også PC og padden. Hvad det gør ved os, vores børn og ikke mindst børnebørn. Hvilken indflydelse har det på vores allesammens historie.

Har det mere indflydelse på os end blot et ordsprog eller to der ikke lige kan forklares. – “så faldt 10 øre’en” og “jeg slår lige på tråden”, der begge er opstået da vi havde “rigtige” telefoner og teleboks. For ikke at tale om “telefon centralen”. 


En ting er at vi idag tror at vi foreviger alt ved at tage billeder og ligge alt op i “skyen”. Men i virkligheden gør vi måske det modsatte. Lige fra fødsel til døden har vi mobilen med. Stort set bliver alt dokumenteret med foto, video og opslag på nettet. 

Men hvad om mange år, kan man så stadigvæk finde det igen. Hvor sikre er vi på at de server og det format stadig kan læses. 

Hvordan skal vi finde det, på google? 
Jeg har ikke svaret men kun alle spørgsmålene. Jeg har lidt lomme filosofi og betrakninger. Og måske kan du bruge det eller bare få et grin over historien. 
Her er så nogle af de ting jeg har tænkt over.   

Kærestebreve

En gammel mand som jeg, kan godt huske det lille frækt smil på læben når man blev den heldige ejer af et sådan. 


Her var der et spil igang allerede når man skulle leverer brevet. Nogen gange var det smuglet ned i den udkåredes lomme eller skødeløst lagt et sted, for at blive fundet af den rette.

Det at være på rette sted på rette tid, sportshallen, tage dit tog på samme tid eller med samme bus. Og nej jeg snakker ikke om “byens gadekær” og “høstak”.
I dag skal jeg “bare” ha dit nummer eller kende din facebook. 

Og så var der den tid hvor man skulle skrive et sådan. Længslen, spændingen og forventningerne. 

Brevet med “skal vi være kærester” eller “du er sød” Ja – nej – ved ikke. Og så kunne man vente på et svar. Idag “Tinder”. 
Jeg er så heldig at jeg kan støder på en bunke gamle kæreste breve i mine bunker. Det vækker minder om en sjov og besværlig tid, på den gode måde. 
Det kunne være et afskedsbrev, til en man elsker.

Det ville ikke ske for mine børn/børnebørn. den historie tog digitaliseringen med sig.

Foto, begivenheder – her er min din familie.

Vi tager rigtig mange billeder med mobilen og denne bliver bedre og bedre. Det er billeder lige fra vores første kæreste til begravelse af bedste.


Men hvad sker der med disse billeder. 

Jeg ville give et bud på at en del af disse går tabt. Vi er vant til at man bare kan skyde løs. Og senere delete dem der ikke blev gode.
Det er ikke mobilens skyld. Det var noget der kom snigende ind da vi fik det digitale kamera. Det er super smart, men der er jo nogle bivirkninger. 

Her er der jo andre end fotohandleren det går ud over. For vi har skabt en generation af børn uden mulighed for at se deres forældre som unge. 

Digitale billeder er jo en fil der kun lever så længe der ligger på et digitalt lager. Desværre sker det at disse lager går tabt på den ene eller anden måde. 
Det kan være t mobilen er defekt, USB pinden blever vær eller slettet, eller en hand disk forsvinder. Mange har oplevet at få stjålet sin PC eller mobil. Og så forsvinder også hele familie historien. 
Nogen af os er så gamle at vi har “rigtige” billeder i papir. Andre har endda foto album. 

Vi kan finde vores bedste forældre frem og vise dem til børnene og børnebørnene. Mine forældre og jeg selv var så fornuftig at have gemt negativerne. For de læsere der ikke ved hvad et negativ, så er det den fysiske “fil” til billede, et lille stykke der er blevet belyst da billede blev taget i kameraet. Men det kan man altid slå op hvordan et sådan fungerede. 

Med et negativ kan man altid oprette nye kopier af billede.

Men der er jo bare vores familie og det er hører til i den kræs der går tabt. Men vores historie risiker også bliver  udvisket. Disse papir billeder og negativer komme kunne til tider også havne på det lokalhistoriske muserum. Så kunne man se udviklingen i byen. Vores nu værende filer når frem til samme muserum. Så den foto dokumenterede udvikling findes ikke længere. 

Bogen, – opslagsværket

Det slår jeg lige op, sagde min far tit når vi ved middagsbordet sad og diskuteret. 

Og ja jeg kommer fra et hjem med bøger. Her blev der læst, slået op i et leksikon og presset blomster i bøger. Disse samlinger at papir med små og store bogstabet. Nogle med læder ryk, nogle med stof, andre i billig udgave. Men fældes for disse var at man brugte dem som et arbejds redskab og noget at vende tilbage til.

Stuen var fyldt med disse stablet på reoler. Ja selv i køkkenet var der bøger. Koge bøger, der indholdt info om hvordan frk.Jensen lavede sovs, sylte og sild. 
I dag er det overtaget af ?? Tja. Internettet, blogger, google og andet. 

Men hvad gør det. 
Jeg tror at vi igen er blevet en lille smule fattigere. Ud fra at mange at disse kilder skifter info, alt efter hvad der er in og mode. Informationen om politik og korrekthed ændres og så sletter oplysningerne på nettet.
For eksempel, så er der ikke mange steder man kan læse om Pippis far NEGER kongen eller hvordan man tilbereder en god hvalbøf.  
Men udover denne måde at foretage sindelags kontrol på så sker der jo også det at gamle “sysler” forsvinder.
Hvor mange har presse blomster. Fundet en firekløver og gået hjem og presset den i en telefonbog. Enkelte af os kan huske at man i “gamle dage” selv kunne lave rullepølse. For at denne herlige spise skulle blive god skulle den presses ved hjælp at et par bøger. (hvis man ikke havde en rullepølsepresse.


Ak ja. den gamle tosse kan flere gode ting bøger kunne bruges til.

Et godt gamle huske råd er hvis Bimmer ikke kan falde i søvn på grund af hoste eller forkølelse. Så kunne man hæver sengen i hoved enden ved at ligge et par bøger ind under de forreste ben. Det hjalp kunne hjælpe og han kunne sove selv om han havde lidt hoste. 

Der skal jo en del mobiler eller iPads til at hæve sengen eller presse en rulle pølse.
Vores måde at huske på.

Allerede for nogle år siden begyndte jeg at glemme telefon nummer. De lå jo i mobilen og den kunne huske nummeret for os. 

Problemet er jo når man ikke har telefonen med. 

Det samme gælder jo password

Efterhånden som mobilerne liver bedre og bedre til alt ting. Hos Apple kan man nu bruge finger aftryk til at låse telefonen op, komme på e-boks og betale med. Hos Androide bruger man øje skanning til mange af samme ting. Så behøver man ikke at huske disse koder. Man kan også få kode huske apps.

Så det at bruge hjernen til at huske er ikke nødvendigt. men hvad nu når vi ikke har telefonen. ?? 


GPS og stedsans

Der er flere ting som GPSen har gjort ved vores liv. Jeg er ikke lige glade for dem alle. Jeg er af den holdning, at det “kvinde menneske der kævler” ikke er nogen fremskridt. Nu behøver man ikke en gang at have konen med på tur for at blive kommanderet rundt på de danske veje. Og så høre hun ikke efter. Men kan ikke en gang få et godt skænderi med den. “stop længere fremme”

Nå men ud over det så gør den igen noget ved vores hjerne. Den bliver lidt sløv. Det mad at kigge og lægge mærke til landskabet og kende mærker gør man det ikke helt mere. 

Vi bliver “stedsans blinde”. Hvis vi ikke har vores GPS er vi på den.

Og så har vores brug af GPS også udkonkurreret landkortet. 

Og hvad så? Jeg er af den opfattelse at mange ikke lige ved hvor det forskellige byer ligger mere. Jo man ved at Århus ligger i Jylland men hvor ligger det i forhold til Viborg. Ligger det højre eller laver end Varde eller ligger Hvide sande ved Limfjorden. 


Det er nu også svært at vise børn hvor langt der er fra xx til yy. 
Vi får også “rejseplan” til at fortælle os hvordan vi finder frem. Hvornår vi skal afsted, når vi skal med det offenlige transport. Helt uden at stille spørgsmål om det nu er det letteste elle om der evt. kunne være andre muligheder. 

Post og breve – mail.

Vi kender jo allerede til at vi stort set ingen breve sender og om et par år måske slet ingen. 
Og hvad så. det er jo 100 gange letter at sende en mail, som er så gammeldags allerede. Så det bliver en FB massage eller en anden for chat. 

Og gør det noget. Måske ikke. Med lige som alt det andet så kommer vores efterfølger måske til at mangle noget. Brevene fra en af morfars kærester. Brevene fra da jeg var 7 og på min første ferie til vesterhavet. Brevet fra statsamtet vedr. forældremyndigheden eller bryllups invitationen.

Disse breve og kort giver jo din familie historie. Det er dokumenter/beviser for hvad der er sket i livets op og nedture.
Og vi vil jo alle jo gerne have et rigtigt kort fra nogen der er på ferie eller et glødende kæreste brev. Og en jule hilsen er da også rigtig sjov. Sådan et hvor der står “og nu er lille Marie begyndt at gå og Børge skal i skole til næste år”
Tja jeg er et gammel fjols…   
Venner, kammarater og SoMe

Jeg sender dig lige en snap. Kast lige en twit eller slå det op på fjæset. Det er her vi samles. 

Hvad er der blever af sammenhold og det at mødes med de andre. En meget stor del af vores indentitet skaber igennem medierne, Ikke ved at læse avisen og få nye indtryk. Men ved at være “på”. Vi tager billeder af vores mad og ligger op på instergam, vi youtube’er og nogle blogger endda, men så er de over 40 år.. De er gamle.
Selv sproget er ændret lol, smillyes er blevet til emojie. Vi hænger ikke ud på gaden men er online 27/7. Og det værste der kan ske er vi løbet tør for strøm. 

det der med at tale sammen er gammeldags, hvis det skal ske i den virkelig verden og analogt. 
Som en en gang skrev i der rigtige telefons barndom “Telefon er en god måde at tale med folk på uden at være nødt til at tilbyde dem en drink.” 


Økonomi, penge og betaling

Med ApplePay og MobilePay, er udtryk som “jeg har da lidt på bankbogen” blevet yt. Mange ved nok ikke en gang hvad en bankbog er. 

Lige som muligheder for at finde ud af hvad fik mormor i løn og hvad hun brugte de pengene på. 

Min gamle mor brugte det at føre en kasse bog. En lille rød bog hvor i hun skred ALT vedr deres økonomi. 

Det er nu smart at vi kan bruge mobilen på flere måder til at betale for vare. Ja selv når vi handler på internettet kan vi betale med mobilen. Bagefter kan vi gå ind på vores bank konto og se hvad vi har brugt vores sure opsparede tjente penge på. Men hvor langt til bage kan vi se. Og er det overhoved spændende. 

Eller hvormeget fik vi i løn for 10 år siden.  


Skrivemaskinen, lommeregner og grammafonen. 

Og nej jeg er ikke en gammel sort hvid film. Og jeg er ikke fra tiden omkring “Casablanca og Humphrey Bogart”, Men jeg har både brugt en skrivemaskine, en lommeregner og ejer en grammafom. Men har for et par år siden streamede jeg er film fra min iPad, kom min datter forbi. I denne film fra fortiden

I samme film kunne man opleve at flere personer benytte en telefonboks. I et røg fyldt lokale sad en person og skrev på en skrive maskine og i baggrunden kørte en grammafon. Da min datter så det spurte jeg til om hun viste hvad han lavede. 

Og så måtte jeg forklare denne maskine fra fortiden. det både kunne skrive og printe på samme tid og dog analogt. Helt uden brug af net og wifi forbindelse. Ja selv musikken kom ud uden forbindelse til nettet. Utroligt.    

Og alt det andet

Om et par år skal vi til at forklare hvorfor vi siget “har du husket at klippe” eller “stemple ind” 


Vi har jo allerede taget venningen “et klip i kortet” hvis vi køre som andre ikke vil ha. 

Men vi laver ikke fysisk dette klip i kortet. 

Tid til beslutninger
Når jeg prøver at kigge på ovennævnte, samlet. Så er vi ved eller har vi ændret historien. Vi sletter vores spor og gør vores børn historieløse. Ikke på den måde at de ikke vil kunne læse i historie bogen om det 2016. Men det vil ikke kunne finde noget om deres familie. Jo nu, men ikke om 20-30 år. Billeder af mormor er væk eller ude i skyen.

Hvad og hvor vi levede og hvad det kostede ver væk. Mor’s opskirft på frækkedeller er aldrig skrevet. Selv barnes første bog og billederne fra ferien ved vesterhavet ligger et sted på nettet, – måske.

Min familie historie ligger i 3 skotøjskasser og en cigar kasse med billeder og breve, gamle bankbøger m.m.. I reolen gemmer jeg min mors gamle regnskabsbog og alle udklip og nedskrevende opskrifter af hendes gode mad.

De gamle indianer havde et ordsprog der hed noget med at man skulle have tid til at få sjælen med. Måske er ved at rejse fra den og vores historie, med alt vores teknologi.. 
❤️❤️

Se verden, oplev nyt .

At rejse er at leve, sagde HCA.

Det er muligvis sant men det kræver at vi ser verden. Oplever byens rum. Ser naturen løjerlighed. I det hele taget har synet, ørene og sjælen med, når vi bevæger os der ude.

Til tider har man så travlt at man glemmer at se. Se alt det der omkranser en. Det kan være lige fra et fortovet, en opgangen eller blomsterne under hækken.

Da jeg i tidernes morgen studerede, var jeg så heldig at gå på teknisk skole. Senere læste pædagogik og psykologi.

Begge uddannelser har sat spor i mig og den måder jeg oplever byen på.
Jeg lærte på teknisk skole, at bygninger kan indeholde mange spændene ting. Og hvis man kigger rigtigt godt efter, kan man få en sjov oplevelse.

Dette sat sammen med en lærer sætning jeg fik på seminariet.
“Inden I skal i gang skal vide hvordan omgivelserne er. For alt har indflydelse på jeres pædagogik” Det påvirker Os og vores beslutninger, hvad vi omgives af.

Det ved vi godt. Der er jo derfor at supermarket spiller “musak”.  Og at forretningerne er klisteret op med gule tilbud skilte og reklame TV.

Men Vi kan jo også bruge denne viden til at opleve lidt ude i verden. Og måske noget der gør os glade.

Med andre ord, når alle ting i vores omgivelser indflydelse på os, hvorfor så ikke få det bedste ud af det.

Vi kender det nok alle sammen. Sommer, blå himmel og et tårn.
Men selv på en gråvejrs dag kan man opleve byen. Prøv at gå en tur ned af en af det gamle krogede gader. Stop op og brug 2-3 minutter til at kigge rundt.

Måske ser man et sjov reklame, malet direkte på en gavl. Måske en lygtepæl eller trappe afslutning med drager.

Byen er fuld af finurligheder, de skal bare opdages af os. Vi skal lære at se og opleve andet en reklamer og snavs.

Det vigtigste er at huske at “se og oplev” det rum vi er i.

Stop op, kigge op, og oplev byen.
De flotte huse, vinduer, tårne og karnapper.

Men der er ikke kun i fugle højde at der sker noget. Vi eller nogen af os har bare ikke lige været opmærksom på det. Men der sker også rigtig meget sjovt og flot på gulv højde.

Kantstenen, kloak dækslet, fortoves belægning.
Lad og lige blive ved kloak dæksler. Disse ubetydelige covers der bare dækker over noget så kedeligt som vores “spildevand og lort”.

Manhole cover, som de hedder på engelsk er et helt samle objekt. I virkeligheder er det en verden af design af høj kvalitet. Faktisk har de fleste kommuner deres byvåben på disse. Og nogen steder er der ligefrem designet et special dæksel til området.

Og hvis man ellers lære at se kan man få naturen ned i vandputterne. Genspejling af træer i efteråret.


Så næste gang du gå rundt i byen. Så husk at kigge på byen, huske både kigge op og ned.

Men nu er det jo ikke kun byen man kan opleve ved at bruge synet. Også ude i naturen det billige skidt, kan man se sjove ting.
Prøv at lad dine øjne gå på oplevelse. Kig på træer.

Her vil man nogen gange kunne de “træernes ansigtet”, som træet her der har fået en kæp i øret.

Så lær at se og oplev en hel ny verden.