Den gang jeg var barn..

Det at være barn, ung eller teenager er en straf som vi alle skal igennem.

Det følges ihvertfald sådan en gang i mellem. Selv om der også er lyse sider.
Men er det ikke næsten altid sådan, at af en eller anden grund, sker der altid noget, med de gode tider. Noget som gør at jeg nu, kan sætte mig ved tasterne og berette om nogle de ydmygelser og fornedrelser der ramte mig i de unge år.


Heldigvis kommer vi alle igennem det meste. Derfor kan vi se tilbage på livet med en let rysten på hovedet og et lille smil og tænke, “hvordan kunne det dog ske”.

Men hvis historien ikke bliver fortalt, bliver den ikke husket, og kan derfor ikke fortælles til næste grenrationen og næste.

Hvad er din historie!!

Min opvækst har været som så mange andres. Og jeg mener ikke at jeg har været særlig uheldig da der blev uddelt forældre. De var begge to udearbejdende. Og arbejdsmarked krævede at man var på arbejde i Noget over 42 timer.
Men jeg så dem, og har ikke i den forbindelse, hvad jeg kan huske savnet dem.

Men lade mig starte på en af disse sommer dage i danmark. Den gang var sommeren altid med sol og vi havde fuldfart på. Sådan rigtigt strandvejr.

Strandturen.

Så denne dag startede med at jeg skulle på stranden. Det har nok været sommerferie, sol og varmt.
Jeg skulle sammen med en af mine venner. Jeg kendte han, fordi vi gik på samme skole og så gjorde hans mor rent for mine forældre.


Fru Andersen. Og da vi var børn skulle fru Andersen selvfølgelig med. det var en strandtur som strandture var den gang med madpakker, tæpper og på cykel.
Min mor smurte min madpakke og pakkede den ind i sølvpapir. Jeg så på at mad efter man blev smurt.
Jeg havde travlt og glæde mig.

Madpakke, bade tøj, håndklæde og så afsted.
Op på cyklen og over til Torben og hente dem. Her efter gik turen til stranden på cykel den 6-7 km. Jeg husker det pragtfulde vejr og varmen. Solen og den larm der er på en strand om sommeren. Flere badeture inden den medbragte madpakke, frokosten skulle indtages.

Og så. Mad. Jeg husker fru Andersen fordeler madpakkerne. Her er din og din. Dejligt og hygger.
Mine kolde åbner stille madpakkens sølvpapir. MEN hvad er det!!!! Hvad sker der!! Det kan ikke være rigtigt.
Det er ikke min madpakke, men det var den jeg kom med da vi skulle afsted.

Jeg sidder på en strand, med mine bedste venner og deres mor. Og har pakket en ost op.. Min madpakker en en gammel ost.
jeg forsøger hurtigt af få pakket osten sammen igen, men skuffelsen og forviringer har nok stået i mit ansigt.
I hvert fald spurte fru Andersen, om der var noget galt..

Hvilken ydmygelse. Hvordan kunne min mor gøre sådan noget i mod mig. Hvorfor har hun gjort det!!

Nå men jeg måtte fortælle det til fru Andersen, der nok var lige så forbavset som jeg.

Dagen blev dog redet, jeg overlevede og fik endda en mad af Torben og hans bror Ivan.
Men jeg husker ikke resten af turen. Og hvad der skete med osten ved jeg ikke.

Og nej min mor havde ikke givet mig oste madpakken med. Madpakken lå der hjemme. Hvordan den var blevet forbyttet med osten vides ikke.
Jeg husker at min mor syntes det var morsomt, men hun var jo heller ikke 7 og på stranden med Torben og Ivan.

Jeg giver sku en..

Som sagt gik begge mine forældre på arbejde. Så hjemme hos os var der ikke nogen hjemme. Der kom så en dame, fru Andersen og en vinduespudser og holdt lejligheden.
Det var en stue lejlighed med en altan. Man kunne hvis man var en rask dreng hoppe ud over kanten på altanen og ned. Og med et lille hop kunne man også ude fra og med hjælp fra nedløbet fra tagrenden, komme op igen.

Som sagt gik mine forældre på arbejde så jeg skulle i virkeligheden være på fritidshjem. men sådan var det ikke altid.

Livet var til tider for spændende til fritidshjem og som skrevet tidligere var det altid sol.
Sådan var det også en dag hvor jeg “lige” skulle hjem forbi. Jeg var ikke stor nok til at få nøgle men hvad gør det. Der er altid noget for en rask dreng at lave.
Men denne dag husker jeg fordi, da jeg kom hjem. Det vil sige om til vores altan, stod en mand. Oppe på vores altan!!
Lidt underligt at jeg ikke blev forskrækket. Men jeg kravlede der op for  sludre med ham. Det var som så ikke en jeg kendte.

På vores altan havde vi, det vil sige mine forældre en kasse med øl og vand. Og fra jeg viste jo at når mine forældre fik besøg blev man budt noget fra kassen. Så vad var mere naturligt end at byde denne mand der jo måtte være gæst noget at drikke. Så det gjorde jeg.

Og sådan endte det med at jeg og en vinduespudser sad en middag og nød livet på altanen. ??

Fritidshjem.

Mit fritidshjem var det eneste fritidshjem i byen. det havde til huse i en gammel ville i byens centrum. Og jeg husker et som et rimligt rart sted at komme.
Her sad de voksende og drak kaffe eller the. Og hvis man var heldig kunne man få et stykke franskbrød.
Man kunne også sætte sig sammen med den og lytte. Det talte politik og andet voksen snak. Men det gjorde ikke noget. Mam måtte gerne forstyre.
Jeg husket et par stykker af disse voksende. Lederen hed Graham og var en stor mand. Og så var der Casper Nedergaard og et par damer.

Men som den kvikke læser måske har bemærket så har jeg åbenbart en brist omkring mad pakker.

Hvert barn havde en skuffe. Her i skulle man ligge sine arbejder. Flet, håndarbejde og sløjt ting. Man kunne også have lidt personlig ting der nede.
Det var nogle pæne store skuffer, og jeg havde ikke det helt store aktivitets eller projekter. MEN så kan man vel bruge disse til andet.

Den gang havde man til tider tidligt fri fra skolen. Dette medførte at man skulle spise sin mad pakke på fritidshjemmet. Men mad pakker er ikke min store livs ret, så den skulle bare listes ud i skraldespanden. Men allerede den gang var det sådan at de der pædagoger mente at man skulle spise den eller tage den med hjem.
Og hvis man tog den med hjem så skulle jeg jo igen forklare min mor hvorfor, øv.

Men så det godt at man kan bruge skuffen. Så jeg pakkede maden op sad lidt ved bordet pakkede maden sammen igen og så ned i skuffen. Så den væk.
Det jeg ikke lige havde med var at jeg så glemte alt om dem. Ja DEM. Madpakke bunken voksede. En dag begyndte pædagogerne at undre sig over at der lugtede underligt over ved skufferne.
Så vi blev bedt om at kigge i vores skuffer. Jeg åbnede bare og lukkede den igen. Men en dag blev de for meget for de stakkels pædagoger. Så de gemmen gik selv skufferne!!
Jeg kan huske at jeg stod ved siden af da min blev åbnet. Og der efter el lang tale række af bla bla bla…

Og jo det var pinligt. Men det var jo ikke lige min skyld..

Vinter.

Nu var det jo ikke altid sommer og sol da jeg var barn. Det var også vinter. Og når det var vinter var det altid koldt og sne. Jeg husket til bage på vintre hvor jeg har været ude ved sommerens bade strand. Men hvor vores elskede strand var fyldt med isflager. Isen var så tyk at vi næsten kunne og til Sverige.
Det var vintre den gang.

Vi havde en “kæmpe” bakke der hvor jeg boede. Den var god at kælke på. Et år var jeg så heldigt at have fået et par ski. Det var sådanne nogle rigtig tykke nogen. der blev sat på ens skistøvler. Når de først var sat på faldt de ikke sådan af.
Carsten havde set og hørt at når man havde ski skulle hoppe med dem. Så der blev skrabet en bunke sne sammen forneden af bakken. Så man så kunne svæve over når man kom ned ad bakken. Og så var det bare op til mig at svæve.

Så oppe på bakke stod jeg med bankende hjerte. Der var langt ned og så det “kæmpe” hop. Jeg satte igang og susede ned over bakken lige mod vores skihop rampe. Og i det øjeblik jeg ramte svævede jeg afsted.
Men det gik ikke lige efter mit hoved. Jeg lande på maven, med hoved først.
Nå med på den igen, dog med samme resultat. Og igen og igen. Hele tiden med samme landning.
Ikke til at forstå. Jeg gjorde ellers som de sagde og som jeg kunne huske. Lige så snart man lettede så skulle man læne sig HELT forover for at få det rigtige svæv. Næsen ned til ski. Med det gik galt.

Til sidst stod næsten alle børn og gloede på mig der gang på gang lande på næsen efter bakken.

Pinligt. Det lykkes aldrig og efter den dag har jeg aldrig haft ski på. (måske var skihoppet ikke stort nok og muligvis skulle jeg ikke have været helt så langt forover.
Så ski konge blev jeg ikke, bare til grin.

Følge kæresten hjem..

I det byggeri jeg boede i var der mange familier der havde børn. Det var et socialt boligbyggeri. Vi børn kom legede selvfølgelige sammen. Men der var jo også piger. Disse underlige væsner. Sådan nogle mini mødre.
De kunne jo ikke bruges til så meget. De kunne ikke køre ræs uden hænder på cykel eller spille mur op af en garage. Så der gik nok et stykke tid inden man fandt ud af hvad man skulle med dem..
De skulle inviteres i biografen??

Carsten der boede i nr 2 havde en sådan søster. Lone hed hun.

Tja. enten havde jeg slået hovedet eller også var jeg… Men det korte og lange var at Lone og jeg skulle i BIO sammen. uden hendes bror eller andre vi kendte.
Alt før og hvorfor har jeg glemt.
Men efter BIO skulle jeg følge hende hjem. Og som sådan en pæn dreng jeg var foregik det helt op til hendes hovede dør. Ikke fordi der skulle ske nogen, sådan gjorde man bare. (havde jeg fået at vide)
Men desværre skulle jeg sådan tisse. Men det kunne man jo ikke bare sådan lige gøre. Og man sagde det slet ikke til Lone.
Men hold da kæft hvor var det hårdt og hun var såååå langsom.

Og så skete det. Jeg kunne ikke mere. Jeg mærkede at bukserne begyndte at blive varme.
Og der stod jeg så i en sø af vand på trappe afsatsen uden for Lones hovede dør og havde tisset i bukserne.

Flovt og pinligt. Jeg skyndte mig væk, tog flugten. Ønskede at jeg aldrig mere skulle se Lone, opgangen eller for den sags skyld Carsten.

Men også det overlevede jeg. Jeg husker ikke at det nogensinde er blevet talt om eller drillet med. Måske det slet ikke skete 😉

Huller

Vores lejligheder var nok noget af det sidste der var bygget i den by. For gik man den ene vej, kom man op til bygens skole og brandstation. Og den anden vej førte ud til et jord stykke og marker. Mange år senere købte mine forældre en grund der på det her tidspunkt altså lå ude på marken.

Alt det her natur brugte vi børn til at lege på og i. Ja bogstaveligt talt i. den gang kunne man bygge jordhuler. Og en hver dreng og hans bedste venner havde en jordhule, Vi startede mad at grave et stort hul. sådan en 1.5 – 2 meter både i breden og længden. Og så husker jeg den som enorme dybe. Men i virkeligheden har de nok været en meters penge eller lidt mere. Men der var vigtigt at der var en trappe indgang. den graves ud og ned i skranten. Man kunne også grave små afsatser der kunne bruges som hyller. Hvis man var modig så brugte man en af disse hyller et pejs. Så gravede man først hyllen ind i “skranten” og derefter et hul oppe fra og ned til hylden, så røgen kunne komme ud.

Hele herligheder blev overdækket med stolper, brædder og pap eller ander vi kunne finde. Her efter blev der smidt jord over på. Så meget at man ikke kunne se den men så lidt at den ikke braste sammen.
Det var en hård fin balance. Jo flere stolper og brædder jo mere stabil var den.Der skulle gerne kunne gå nogen hen over den uden de faldt i den. (der var jo ikke en fælde men en hule.

Så kunne man sidde her inde lukke indgangen så der blev helt mørkt. Tænde det stearin lys man havde hugget og tale om livet og hvad og hvilke ting man skulle lave.
Der var en herlig lugt af jord.

Og som nu var det også den gang. Man måtte godt, hvis man turde kigge ned i andres huler. Og var man en bisse ødelagde man deres hule. Hvad skulle man ellers. Men der var næsten lige så meget arbejde ved at ødelægge som at bygge.

Is huset

Lidt fra vores lejlighed, ind mod byen var der en rundkørsel. Og som i alle andre byen den gang var der ved denne her rundkørsel et ishus. Sådan en lille hus i sort og rødt. Med en kæmpe låge der kunne klappes op om sommeren.
Der var også for os små menesker laver en kasse man kunne stå på og bestille sin is.

Her kunne man så forsyne sig med alt det gode. Der var lige fra isvafler til pind is. Vaflerne var de mest almindelige dengang. Og hed der for ikke “gammeldags”.
Man kunne så når man havde fået isen enten stå og kigge på trafikken, gå videre eller forsøge at fragte det hele hjem.

Rundkørerelse og is hus er for længst væk. Men jeg husker især en ting, det store fald.

Det var på sådan en dejlig sommer eftermiddag. Jeg tror endda det var en lørdag. Mine forældre var i
hvert fa
ld hjemme. Og for første gang fik jeg lov til at hente is. Jeg husker det lige så tydeligt at min far syntes at jeg godt kunne. Men min mor var noget tøvende. Men sådan er mødre jo.
Om ikke andet så skulle jeg køre på min cykle ned til is huset. Her skulle jeg så hente is. Jeg skulle have 2 is vaflet til de gamle og så måtte jeg selv bestemme hvad jeg ville have. Og så fik jeg penge med. En hel 2 krone, stor og skindende i guld.

 

Jeg husker ikke lige cykle turen der ned. Men tydeligt hvad der skete på hjemvejen.
Jeg havde fået de 2 is vafler i en indpakning med papir omkring. Sådan at det lignede en stor vaffel. Selv havde jeg købt en is i papir, med pind.
Jeg skulle så cykle med en hånd på styret og den anden hånd både holde is vaffel og is pind. Og det gik fint. Om ikke andet i starten.
Jeg var en super mand på cykel, så jeg kørte til. Isen skulle jo nødig smelte.
Men så.. I det sidste sving, slog cyklen en slag. Og tilsidst forsvant cyklen. Jeg gled lige så langt jeg var. Kurede hen over den rug asfalt, små grus og jord. Jeg forsøgte at holde fast på isen men kuglerne i is vaflen hoppede ud og trillede han over vejen. Sammen med mig. Da jeg kom til mig selv var is vaflerne tomme, is kuglerne lå spredt på vejen og min is pind havde fået flået papiret af.

Nå ja mine knæ, lår og albuer var skrabet og blodige.

Men jeg havde jo fået en betroede opgave os jeg samlede isen op i vaflen igen og tog min ispind. Fandt cyklen og trillede hjem.

Jeg husket tydeligt det sørgelige syn af is med småsten, grus og jord. Øv. Jeg husker ikke helt hvordan de gamle modtog deres is. Men jeg følte helt klart at jeg havde svigtet, måske der var blevet sagt noget om at jeg skulle køre forsigtigt. Men jeg var jo mester i cykling.

Der lærte jeg at selv en mester kan ryge på røven.

Penge.

Som jeg har skrevet før så var penge noget andet en idag. Selv om jeg fejlede på cyklen med is kagerne, så blev jeg tit sendt med på kongevejen. Her lå en række butikker. Der var en bager, en slagter og en frisør.

Hos slagteren kunne man den gang købe for 10 øre leverpostej. Hvilket en et meget stort stykke leverpostej. Jeg husker ikke at jeg har købt andet.

Men jeg husker tydeligt mit første besøg hos barberen.
Det var samme men min far. Jeg var nok før dette blevet klippet hjemme. Men denne gang var jeg hos en rigtig frisør. Allerede når man trådte ind i denne verden var der en forskel. Dufter af tobak og hårdsprit. Dennne særlige frisør duft. Og så var der lidt skummelt. Jeg husker det som et mørkt lokale.

Her sad mænd på en bænk på den ene side af lokalet og ventede på at komme i frisør stolen på den anden side.
Her ovre blev der barberet og klippet hård. Og disse store mænd i gråt tøj, vest og jakke, talte med dybe stemmer.

Et fantastisk sted. Ren magi.

Nå ja så blev jeg og min far klippet for 25 øre. Og her i lå en barbering af min far med i prisen.

Det var sjovt, farligt og stort af være barn den gang.
Kan du huske det, så husk at fortællle om det til dine børn og børnebørn. De var der ikke.

Share

David Schelin

Ældre mand der skriver fordi han ikke kan andet. Er uddannede pædagog, arbejde som IT-konsulent og IT teknikker. Syntes det er sjovt at se de skæve vinkler og finde løsninger. Elsker god mad, rødvin og hygger gerne med vennerne.