Det er sjovt hvad kunst – malerier kan gøre ved en. Jeg er lige blevet sendt tilbage til de glade dage i midten af 60’erne. Og det hele startede med et malerier.
Og det hele startede da jeg faldt over et lille maleri på Lauritz.
Maleriet var af ældre dato og viste nogle bygninger fra den tid. Det var et by motiv, der minde mig om min tid på Nørrebro. I virkeligheden kunne det godt have været malet der inde.Det mørke nørrebro, måske er det Prins Jørgensgade man kan se hjørnet af.
Det sjove er at jeg jo ligger en historie i billedet uden at vide om der er der. Så malerierne kan mere den bare være et genkendeligt billede fra fortiden. De kan fortælle en historie, måske glemt historie.
Maleriet var fra 1929 og af for mig ukendt maler, Else Gudmundsen-Holmgreen.Maleriet er ikke noget særligt, med en “tarvelig ramme” og meget beskidt.
Men det startede tankerne omkring min tid der i 60’erne og starten af 70 hvor jeg kom i kunster kredse. Det var en tid, hvor der var en del øl, røg og penge var noget man fik fra dag til dag. Mange af disse levede af at skrive bøger, lave TV anmeldelser, og sælge malerier. Andre havde fast arbejde, til at supplere indtægterne med.
Det var et liv langt væk fra det min egen familie levede. Her levede man “rigtigt”. Når det ikke var flere cigaretter, startede man med at samle skodderne sammen fra askebægret og rullede en ny af resterne. Møblerne var noget faldefærdige. Men når man var der i stuen, sammen med disse dejlige meneskeer, var det trykt og varmt, som en hule.
Her var varme, sammenhold og en solidaritet, blandet op med en sødlig duft af øl, røg og mange mennesker. Der var altid plads til en mere. Og alle delte, her var ikke noget om det er min eller din. Der var ikke meget at gøre godt med rent økonomisk, men til gengæld masser at hente rent menneskeligt. Jeg kan den dag i dag se at det ikke altid har været en dans på roser, men et liv på kanten. Her var mere havregryn, daggammelt brød og bekymringer end bøf, brunsovs og rødvin.
Sjovt som et maleri med et by motiv kan sende tankerne på en historisk flygt – rejse tilbage i tiden.
Og så her forleden dag kom jeg til at købe et maleri af Svend Aage Tauscher. Jeg ved ikke hvor godt maleriet er. Men også dette maleri og historien bag maleren af billedet, som jeg kendte, sendte mig igen tilbage. Så måske var det ikke selve billedet men det navnet Tauscher det fangede mig. Men jeg bliver straks sendt på en ny rejse, tilbage til mennesker fra min opvækst i København.
Det var på den tid hvor jeg gik i Sølvgade skole sammen men Nikolaj. Vi gik begge i en klasse for utilpassede børn. I disse klasser samlede man alt fra ordblinde til damp børn. Men vi var bare ordblinde. Men det var en livlig klasse. Vi var kun drenge og så 21 stykker.
Jeg fandt sammen og Nikolaj der boede i Stor Kongens Gade blev vi blev venner. Det var herfra at jeg sammen men Nikolaj så Magrethe og Henrik køre forbi i deres bryllups karret da de blev gift. Vi stod i opgangen og legede at vi var cowboy’s og “skød dem”. Det var også sammen med ham at vi legede et-tafat i Illum, C&C og Du Nord. Og det var tiden hvor vi legede i Kongens Have og omkring Øster anlæg.
I kongens Have stødte vi tit på denne vagabond – kunstner – tosse, Tauscher. Han var en del af bybilledet og havde vores respekt og interesse. Han kunne fortælle det mest mærkeligt. Historier om at hans far var forfædre havde været korporal på Kronborg, m.m.
Han tit sove på en bænk i Kongens Have. Men var også af finde, stående midt et gadekryds og holde en tale om livet. Og så kørte bilerne bare uden om. Ikke noget med at dytte eller skælde ud. Næ man havde tid til at ham stod der i sin gamle frakke, blød hat og kæmpe skæg.
Den gang tænkte jeg ikke så meget over ham. Han levede “bare” i mit København og var lidt små skør. Rygtet sagde at han var blevet sådan fordi han en gang havde studeret religion og filosofi, og at den blanding havde gjort ham gal, men det er nok ikke sandt? Han levede på gaden, malede sine malerier rundt om i byen. Han solgte så maleriet, for at få til dagen og vejen. Jeg har tit se ham på vershusene. Det var nok Nikolai’s forældre Peer og Else Schaldemose der i virkelighed kendte Tauscher. men vi drenge så ham jo også når vi skulle finde Peer og Else. De havde det med at blive væk eller falde i mindre lag på et værshus.
Da jeg 10 år senere og jeg var flyttet til Odense mødte jeg ham igen. Det var første gang jeg havde se han uden for København. Når man spurte ham hvad han lavede i Odense, var svaret. “på vej hjem”. Gik man ham lidt mere på klingen så var han på vej til Randers, for han kunne snart dø, programmeret han. Men hans problem var at han havde mistet sin cykel, – for 2 år siden, men så snart han havde fundet den skulle han afsted. Typisk Tauscher.
Men for at vende tilbage til malerierne. Ja så kan de begge altså sende os/mig på en rejse tilbage i tiden. Rejsen kan jo så være alt fra personer til kvarter eller stemninger.
Sjovt som det malerier kan fuck med ens hjerne. Det er en sjov ting. Jeg kan blive lidt bekymret når jeg tænker på at vi ikke har “rigtige” maler. Sådan nogle som Tauscher og Else. Sådan nogle det maler vores virkelighed, set med deres øjne. De malede vores virkelighed så vi kunne genkende den. De levede i den sammen virkelighed som vi og vores gik rundt i og levede i. De malede den så godt at vi i dag kan genkende den.
Det nærmeste vi kommer det i dag er vel sådan nogle der står hjemme og gengiver virkeligheder, holdninger og fantasier, uden at de selv er der. Og vi kan ikke stedbestemme hvor eller hvad det er de maler.
Og nej, jeg syntes også abstrakt kunst er fint, jeg savner bare det andet.
Det jo skrækkeligt synd at børn og unge ikke får lov til at møde – disse virkelighedens – mennesker.
Men havde det været i dagens bonerne danmark, så havde børnene fået at vide at de ALDRIG måtte snakke med en Tauscher. Og de ville få en lang historie om hvor farlige de kan være. Og børnene ville være mere optaget af at de lugter.
Jeg tror at vi bliver fattige og fattige des mere vi nomadiserer og bliver en del af det normale.
Maleriet – eller tegnniger m.m. har jo indtil videre været en del af vores liv. Selv tilbage til hule mennesker tissede deres historie, bedrifter på hulevægen. Man har malet konger, diktator og landskaber, for at fortælle en historie, Men hvad nu, denne digitale verden. Stopper det her!!
Jeg kan godt se at der ikke er meget at male i de nye bydele eller bygningerne i ghettoen. Kan man overhovedet få livet ned på et maleri??
Jeg er glad for mine malerier både dem der bringer tilbage i tiden og de nye der for mig fortæller en historie. Hvordan er det hos dig. Har du kunst? Er du bange for “de anderledes” mennesker.
____________________________________________________
PS. og så lige lidt mere om Tauscher jeg fandt på nettet.
“Om vinteren så jeg ofte en forhutlet gammel mand – ja, han var nu kun nogle få ældre, end jeg er nu; men han var nok slidt lidt hurtigt af brændevin og vejrlig m.m..
Han stod og malede partier af gade- og å-løb – med folk og biler – men det var gamle høje Fort-biler, som forlængst havde forladt bybilledet; men man var ikke i tvivl om, at de kom ned fra Klaregade i Odense, når man stod foran maleriet. Det var altid malet på hård masonit – med skæve og ujævne kanter, som han nu bedst havde fået det brækket af.”
ooOoo
Teorien om, at han havde været præst, er meget sejglivet – men desuagtet forkert. Han havde fået samlet sig nogle latinske brokker op og en lang række bibelcitater, som sikkert stammer fra det børnehjem, hvor han boede en tid. Det er jo en farverig fortælling, om præsten, der blev træt af vrøvlet og derefter valgte nærmest at gå i hundene som maler.
ooOoo
Tauscher blev født i 1911 i Horsens. Moderen var kommet i ”ulykke”, og da drengen var få uger gammel, kom han på børnehjem i Bredballe. Et missionsk hjem, hvor man lærte Biblen udenad.
»Det forklarer, hvorfor han kunne holde de mange ”prædikener” på gaden eller pludselig springe op på et værtshus og prædikere og hudflette de tilstedeværende,«