Kategorier
Familien Historien

Min tid, mit ur

Der er meget få af os der kan sige at de har noget der har fuldt dem igennem HELE livet. Noget der har målt deres rejse i tid, fra fødsel til … Noget der uden at gøre sig bemærket alligevel bære en historie om en barndom og en oplevet af kærlighed.

Når man som jeg er nået en alder på over de 70 sommer, og stadigvæk har den tidsmaskine jeg fik da jeg blev født, er det vel lidt sejt. 

From The baby book

Utroligt nok har jeg det ur, som jeg fik da jeg kom til verden i 1952. Man kan næsten kalde uret en livs ledsager. Uret har fuldt mig i gennem livet – kærester, krise og glæde, dog uden at betyde noget for mig før nu. Tænk at man skulle blive 70 før man så skønheden og så endda med hjælp af et TV program. 

Takket være TV2 og Rune Bakkendorff går min ny fundet kærlighed nu igen. 

Men for st starte fra begyndelsen og kort fortalt, så har dette ur tager rejsen med mig fra USA og med skib over Atlanterhavet og til danmark. 

Som skrevet fik jeg et ur i fødsels gave da jeg kom til verden i New York, USA. Et fint ur med slangeskind rem. 

Da jeg blev 5 år rejste min mor og jeg tilbage til danmark og uret kom med. Jeg husker ikke rigtig uret før jeg kom i skole.

Men som barn HADET jeg uret. Jeg var jo barn. Uret var ikke i mine øjne fikst og rundt som de andres ure. Det var firkantet og gult, med en kedelig skærm. Det eneste sejt ved uret var at mine initialer var indgraveret på bagsiden. Men jeg fik ikke et nyt. 

Uret har aldrig rigtigt sagt mig noget. Men det har nu ændret sig og jeg er nu blevet mega glad og stolt af mit ur. Og pludseligt er jeg begyndt at se på uret med andre øjne. Det er gået op for mig at jeg har noget familie historie, arvestykke jeg kan give videre. 

Men hvordan kommer TV2 så ind i billede. For der er næsten deres skyld at det nu går igen. Men kan sige at det er tilfældighederne skyld. 

TV2 sendte nogle programmer de kaldte “Værkstedet”, hvor både kendte og almindelige folk kom med nogle ting der havde affektionsværdi og minder for dem. Og tingene de kom med var blevet ramt af tidens tand og blevet defekt. 

Der var så en håndfuld specialister, mirakel mænd og kvinder der så fik repareret de indbragte genstande så ejeren fik deres ønske om at se det virke igen opfyldt. Genoplivet minder fra en tid der var for længe siden.

Der var en møbel konservator, en bamse/dukke doktor, med flere. Urmageren i Programmet var en Rune. 

I forbindelse med det program kom jeg i tanke om mit gamle ur dom lå i min rode skuffe. Hvor der også ligger et par lommeure, blyant spidser, fyldepen og en del andet fra fortiden.
Jeg troede at, uret nok “bare” var et billigt børne ur jeg havde fået, for 70 år siden. 

Men jeg studerede det lidt mere og fandt ud af at det havde et navn. Hamilton. 

Men navnet Hamilton sagde mig virkelig ikke noget. Selv børne ure skal vel hedde noget. Jeg slog det op på nettet og fandt ud af at Hamilton var et af USA største og kendte ur prodecenter en gang. Det havde blandt andet lavet ure til den amerikanske hær. Men for at følge med tiden lavede det et (muligvis tvunget) samarbejde med et ur firma i Schweiz. Nu er Hamilton et kendt mærke fra Schweiz. 

Så var jeg blevet interesseret og undersøgte mit ur lidt mere. Jeg viste godt at det ikke rigtig kunne gå mere. Det havde fået nogle tæsk. det var jo blevet brugt uden viden om hvad det var andet end et ur. uden at tænke på ar det jo kunne blive og at det kunne blive til et avestykke.
Men fandt også ud af at det var 14k guld. Og langsomt fik jeg en ide om at få det tilbage. Tænk at det havde overlevet lige som jeg i 70 år. 

Men hvor går man hen med et gammel ur. Urmager i dagens danmark er jo ikke sådan lige til at finde. De er smykke bikse og kan muligvis skifte et batteri, og det er det. Og jeg ved ikke om jeg tør overlade “min nu smukke ur” til dem. 

Og så kom jeg i tanke om urmageren fra TV2 programmet der havde sat det hele igang. Måske kunne denne Rune hjælpe med at finde en kompetent urmager det kunne se på uret. 

Et nyt opslag og jeg fandt frem til Rune og sendte en mail hvor jeg bad om et godt råd.

Hej Rune
Undskyld jeg forstyrer
Jeg skriver fordi jeg er en ældre mand der har set værkstedet i tv. Og syntes det er fantastisk. Og så kom jeg i tanke om at jeg havde et ur. 
Uret fik jeg i navngivnings gave i 1952, da jeg blev født i New York. Jeg brugte det som barn men det var jo ikke som det de andre havde. 
Den gang var det jo bare et ur. 
Men efter at havde set jer i tv har jeg fået den ide at jeg ville give det til min barnebarn eller søn. 
Jeg har fundet ud af at det er et Hamilton og er 14k og at Hamilton åbenbart er noget. 

Men for at komme ferm til det væsenlige. Hvor går man hen og får det lavet. 
Det kan gå kort men går i stå. Tror du alle urmager kan fikse det eller hvad. Håber du kan hjælpe mit 70 år gamle ur

Med venlig hilsen

Hvor heldig kan man være. Jeg var så heldig at Rune sv varede mig på en mail og med et svar om at han selv gerne ville kigge på uret.
Jeg fik en aftale om at han ville skille uret, give det er rensning og en ny fjeder. Og ikke nok med det så fik jeg også lidt mere historie om Hamilton.

Og nu går det igen. Viser tiden præcis, hvis man husket at trække det op. Det er jo analogt, men det er hyggeligt. Og det har enda fået ny rem. Så nu er det klart til af finde en ny arving der vil passe godt på det i de næste mange år. MEN det skal lige bo hus mig lidt.

Men det sjove er, at det at jeg nu har et ur der går, har sat tanker igang hos mig. Tanker jeg tidligere har skrevet om her på denne site. Nemlig den historie, familie kultur og arv vi bære på. Det at kunne give vores egen private historie videre. 

Jeg har tidligere skrevet om billeder og smalfilm, som også er bærer af vores familie kultur. Lige som de ting der forandres i en digital verden

Der er nu noget helt utroligt med et analogt ur. En række tal og noget mekanik, der selv efter 70 år virker. En tidsmaskine der stadigvæk virker. Det kan ikke vet samme som vores digitale vidunder af i dag, men det kan bære en historie. 

Der er vel næppe nogen der kan forstille sig, at der er nogen, der om 70 år tager mit Appel ur frem kigger på der og får det til at virke. Der er nok ikke så meget at arve i et Apple ur og heller ikke nogen familie historie at fortælle.

Men til gengæld er det noget familie historie at fortælde i analog ure. Bedstefats lomme ur som kan gå i arv til søn, datter eller et barnebarn. Det gamle stander ur m.m.

Jeg ville ønske at der var nogen der tog emnet om familiens arv og kultur historie op inden det er for sent. Det kunne være ældresagen eller fagbevægelsens ældreorganisationer som faglige senior. Og forsøge at fortælle os hvordan vi kan give en analog familie kultur arv videre til de digitale indfødte. Og hvordan vi for formildet at det at kunne give deres børn og børnebørn en historie er vigtigt.

Og det er ikke fordi jeg som gammel sur mand ikke er digital hvilket kan ses på min blogg My Iphone Goodies.
Men det ene udelukker ikke det andet. 

Rune Hjorth Bakkendorff og David Schelin

Tak til Rune og alle de andre der er med til at holde historien i gang.

Share
Kategorier
Familien Historien

Nutiden er kun et øjeblik

Hvor blev fortiden af og hvor forsvinder nytiden hen. 

Underlig sætning men jeg sidder og er igang med at digitaliser min fortid. Det vil sige min barndom der er blevet foreviget på smalfilm.  Det er de film som mine forældre tog af mig i 1953 og frem. Det der sådan set ikke noget underligt ved. Vi er jo vandt til at vi kan se alt muligt på internettet. 

I sandet 1953

Men her er det jo mig for ca 70 år siden. 

Tænk at det er gemt så jeg kan se og vise mine børn og mine børnebørn MIN opvækst, mine lege kamerater, min skole, min spejder og min.. min.. min …

Og selv om min søn siger at det ser ud til at jeg har været med i matador, så er det min barndom.  

Men hvad med mine børn. 

Jo dem der er født lige der hvor vi alle havde fik et smarte video kamera, de er muligvis forenet. Der er lidt video fra da de legede og fra den gang de var i tivoli. Der er muligvis også lidt video fra da vi var i Tyskland eller til familie fødselsdag. Desværre skete der det at det næsten ikke kostede noget at optage, så det bliver nogen lange sekvenser.  

Men hvad sker i fremtiden – der har vi gemt og gemmer vi de gamle videoer og har vi noget der kan vise dem.?

Men hvad med børn af idag. 

Kan de om 70 år se sig selv på en film. Kan de se deres legekamerater venner og familie.?
Har vi, efter vi har fået smart phone, filmet dem.
Filmer vi, når vi er på tur og hvem filmer. Og hvad sker der med filmen. Bliver den på telefonen – til hvad nytte.

Og når jeg siger hvem filmer, så det fordi jeg på mine smalfilm kan se mine forældre og mine bedsteforældre på samme film. Da man smalfilmede og til dels optog video, var vi samme om at optage. Men skiftede til at optage. Det var ikke min og din optagelse som idag. Idag er det min og din telefon der optaget.  

Men udover det så nytter det jo ikke noget at man “bare” filmer børnene, de skal jo gerne gå filme os gamle. Men alt er jo blevet til det kommer jo nok.

Det minder mig om et citat jeg læste. “Vi har så travlt med at blive voksen, så vi ikke opdager at vores forældre bliver gamle” 

Nå men en ting er at tage film og billeder. Men hvor gemmer vi dem. 

Film og billeder er jo også gået hen og blevet en meget privat ting som ligger på ens private telefon/pc eller i en sky. Hvorfor? (I gamle dage lå billeder i et album, film på ruller og lysbilleder i kassetter.)

Men i dag, hvor er det sted hvor vi selv og vores børn kan finde dem om 70 år.?

Jeg kender ikke svaret, men tror næppe det er på vores egen telefon, på pc’en eller i en sky.
Men hvis det overhovet skal være muligt skal vi give vores ægtefælde, børn og evt. børne børn adgang til disse steder.
Det er muligt i dag, men 70 år i space er lang tid.
Formater ændres, telefoner skiftes og cloud selvskaber sælges og købes. 

NUTIDER ER KUN ET ØJEBLIK OG SÅ ER DEN BORTE.

I dag er det som om, at nu er allerede forælder i det øjeblik det har været set igennem mobilskærmen og så er det væk for altid. 

Det er som om at livet kun leves for os og kun lige nu.
Vi ser alt det væselnlige gemmen telefonens linse og på skærmen, en kort stund og så er det væk.
Vi er ikke en del af det, med laver vores egen repotage, kun for os. Kun et kort øjeblik. 

Og så det lige meget om det er fødsel, dåb eller konfirmation. Alle står vi og kigger på begivenhederne igennem telefonens linse. Nogen optager andre tager billeder, men alle sammen hver for sig.

Og bruges billederne til noget, deler vi dem, gemmer vi dem. Kan man se dem om 70 år.? 

Hvornår her vi sidst vist vores oplevelser med andre. Og hvorfor skulle vi det for alle de andre har stort set samme billeder film på deres telefoner.

Men kan vi dele dem med den kommene generation også med dem der slet ikke er født i nu. Om 70 år.

Jeg er glad for mit gamle foto album, men billeder fra en tid der er gået. 

Jeg er glad for mine forældres smalfilm og jeg er glad for mine video bånd af mine børn. 

Men hvordan overdrager jeg disse, og kan de ses om 70 år. 

Enhver familie må naturlig vis selv bestemme hvordan og om de vil give den “familie kulture arv” videre. 

Men ved du hvilke billeder dine forældre har og af hvem.?

Ved du hvilken musik dine forældre hørte, og holdt af?

Hville bøger læste de. 

Jeg er glad for mine forældres pladesamling der indeholder deres musik, et lydbillede fra barndommen. Det er noget svært at give en playliste fra mobilos videre. En del af mine forældres og mine bøger pryder min stue. Og igen det er svært at give en podcast videre. 

Og så dan bliver det også med billeder og film. 

Nu skrev jeg tidligere at verden opleves igennem mobilensskærm og deles ikke.

Vi er igang med at lave en rodløs generation der ikke kan se deres rødder og familier. Familie historie, kulturen og opvæksthistorik bliver væk.

Vi bliver alle musak i lives rodløse karrusel

Share
Kategorier
Grumpy old man Historien

Noget om drifter

Og hvordan er det nu det er. “Udover jernbanedrifter, så er sexueldrifter den mest stabile”. Men så kom #MeToo, DSB first og de førerløse metro tog. 

Og nu vi taler om det så har jeg kørt en del med tog i mit lange liv og kendt en del kvinder. Jeg er blevet skuffet en del og har selv skuffet nogen. Men sådan er livet vel. Man står og venter, har en kørerplan, men enter var det tiden der ikke passede eller også sprang man bare på. 

Nogen gange blev det kun til et enkelt stop andre gange hele vejen. 

Til tider fandt man ud af at det var det forkerte tog eller kvinde andre gange fandt man først ud af det når man nåede frem. 

Og så er det det er med billetten, det var ikke altid man nåede at indløse gyldigt rejsehjemmel. Hvorfor. Nogen gange var toget var allerede ved perron, andre gange var beruselsen for stor eller stemningen for høj. Og så var der de gange hvor man ikke selv havde kontrollen, men bare var kunnet for tæt og blev suget med ind. 

Jeg må dog sige at ikke alle ture var lige gode. Det var dem der ikke betød noget, den hvor man følge sig flov bagefter og så var der dem der smertede. Der var dem hvor man stod tilbage på perronen og stadigvæk kunne mærke suset og vinden i hårdt. Det var dem der var tidsfordriv og ren underholdning og så var der dem i mørket. Dem hvor man viste at, her havde man været heldig, enten for at få lov eller ikke at blive opdaget. 

Jo livet er en underlig størelse, men vidunderligt. 

Det er bare en ting der undre mig. Jeg viste ikke at man altid skulle kunne fremvise gyldigthjemmel flere år efter turen. Jeg gemmer jo heller ikke mine parkeringsbilletter fra fortiden den gang var det jo også parkometer. Men jeg har betalt en del p-bøder, men det er en anden historie.

Share
Kategorier
Historien

Rejsen i maleriet

Det er sjovt hvad kunst – malerier kan gøre ved en. Jeg er lige blevet sendt tilbage til de glade dage i midten af 60’erne. Og det hele startede med et malerier.

Share