Der er meget få af os der kan sige at de har noget der har fuldt dem igennem HELE livet. Noget der har målt deres rejse i tid, fra fødsel til … Noget der uden at gøre sig bemærket alligevel bære en historie om en barndom og en oplevet af kærlighed.
Når man som jeg er nået en alder på over de 70 sommer, og stadigvæk har den tidsmaskine jeg fik da jeg blev født, er det vel lidt sejt.
Utroligt nok har jeg det ur, som jeg fik da jeg kom til verden i 1952. Man kan næsten kalde uret en livs ledsager. Uret har fuldt mig i gennem livet – kærester, krise og glæde, dog uden at betyde noget for mig før nu. Tænk at man skulle blive 70 før man så skønheden og så endda med hjælp af et TV program.
Takket være TV2 og Rune Bakkendorff går min ny fundet kærlighed nu igen.
Men for st starte fra begyndelsen og kort fortalt, så har dette ur tager rejsen med mig fra USA og med skib over Atlanterhavet og til danmark.
Som skrevet fik jeg et ur i fødsels gave da jeg kom til verden i New York, USA. Et fint ur med slangeskind rem.
Da jeg blev 5 år rejste min mor og jeg tilbage til danmark og uret kom med. Jeg husker ikke rigtig uret før jeg kom i skole.
Men som barn HADET jeg uret. Jeg var jo barn. Uret var ikke i mine øjne fikst og rundt som de andres ure. Det var firkantet og gult, med en kedelig skærm. Det eneste sejt ved uret var at mine initialer var indgraveret på bagsiden. Men jeg fik ikke et nyt.
Uret har aldrig rigtigt sagt mig noget. Men det har nu ændret sig og jeg er nu blevet mega glad og stolt af mit ur. Og pludseligt er jeg begyndt at se på uret med andre øjne. Det er gået op for mig at jeg har noget familie historie, arvestykke jeg kan give videre.
Men hvordan kommer TV2 så ind i billede. For der er næsten deres skyld at det nu går igen. Men kan sige at det er tilfældighederne skyld.
TV2 sendte nogle programmer de kaldte “Værkstedet”, hvor både kendte og almindelige folk kom med nogle ting der havde affektionsværdi og minder for dem. Og tingene de kom med var blevet ramt af tidens tand og blevet defekt.
Der var så en håndfuld specialister, mirakel mænd og kvinder der så fik repareret de indbragte genstande så ejeren fik deres ønske om at se det virke igen opfyldt. Genoplivet minder fra en tid der var for længe siden.
Der var en møbel konservator, en bamse/dukke doktor, med flere. Urmageren i Programmet var en Rune.
I forbindelse med det program kom jeg i tanke om mit gamle ur dom lå i min rode skuffe. Hvor der også ligger et par lommeure, blyant spidser, fyldepen og en del andet fra fortiden.
Jeg troede at, uret nok “bare” var et billigt børne ur jeg havde fået, for 70 år siden.
Men jeg studerede det lidt mere og fandt ud af at det havde et navn. Hamilton.
Men navnet Hamilton sagde mig virkelig ikke noget. Selv børne ure skal vel hedde noget. Jeg slog det op på nettet og fandt ud af at Hamilton var et af USA største og kendte ur prodecenter en gang. Det havde blandt andet lavet ure til den amerikanske hær. Men for at følge med tiden lavede det et (muligvis tvunget) samarbejde med et ur firma i Schweiz. Nu er Hamilton et kendt mærke fra Schweiz.
Så var jeg blevet interesseret og undersøgte mit ur lidt mere. Jeg viste godt at det ikke rigtig kunne gå mere. Det havde fået nogle tæsk. det var jo blevet brugt uden viden om hvad det var andet end et ur. uden at tænke på ar det jo kunne blive og at det kunne blive til et avestykke.
Men fandt også ud af at det var 14k guld. Og langsomt fik jeg en ide om at få det tilbage. Tænk at det havde overlevet lige som jeg i 70 år.
Men hvor går man hen med et gammel ur. Urmager i dagens danmark er jo ikke sådan lige til at finde. De er smykke bikse og kan muligvis skifte et batteri, og det er det. Og jeg ved ikke om jeg tør overlade “min nu smukke ur” til dem.
Og så kom jeg i tanke om urmageren fra TV2 programmet der havde sat det hele igang. Måske kunne denne Rune hjælpe med at finde en kompetent urmager det kunne se på uret.
Et nyt opslag og jeg fandt frem til Rune og sendte en mail hvor jeg bad om et godt råd.
Hej Rune
Undskyld jeg forstyrer
Jeg skriver fordi jeg er en ældre mand der har set værkstedet i tv. Og syntes det er fantastisk. Og så kom jeg i tanke om at jeg havde et ur.
Uret fik jeg i navngivnings gave i 1952, da jeg blev født i New York. Jeg brugte det som barn men det var jo ikke som det de andre havde.
Den gang var det jo bare et ur.
Men efter at havde set jer i tv har jeg fået den ide at jeg ville give det til min barnebarn eller søn.
Jeg har fundet ud af at det er et Hamilton og er 14k og at Hamilton åbenbart er noget.
Men for at komme ferm til det væsenlige. Hvor går man hen og får det lavet.
Det kan gå kort men går i stå. Tror du alle urmager kan fikse det eller hvad. Håber du kan hjælpe mit 70 år gamle ur
Med venlig hilsen
Hvor heldig kan man være. Jeg var så heldig at Rune sv varede mig på en mail og med et svar om at han selv gerne ville kigge på uret.
Jeg fik en aftale om at han ville skille uret, give det er rensning og en ny fjeder. Og ikke nok med det så fik jeg også lidt mere historie om Hamilton.
Og nu går det igen. Viser tiden præcis, hvis man husket at trække det op. Det er jo analogt, men det er hyggeligt. Og det har enda fået ny rem. Så nu er det klart til af finde en ny arving der vil passe godt på det i de næste mange år. MEN det skal lige bo hus mig lidt.
Men det sjove er, at det at jeg nu har et ur der går, har sat tanker igang hos mig. Tanker jeg tidligere har skrevet om her på denne site. Nemlig den historie, familie kultur og arv vi bære på. Det at kunne give vores egen private historie videre.
Jeg har tidligere skrevet om billeder og smalfilm, som også er bærer af vores familie kultur. Lige som de ting der forandres i en digital verden.
Der er nu noget helt utroligt med et analogt ur. En række tal og noget mekanik, der selv efter 70 år virker. En tidsmaskine der stadigvæk virker. Det kan ikke vet samme som vores digitale vidunder af i dag, men det kan bære en historie.
Der er vel næppe nogen der kan forstille sig, at der er nogen, der om 70 år tager mit Appel ur frem kigger på der og får det til at virke. Der er nok ikke så meget at arve i et Apple ur og heller ikke nogen familie historie at fortælle.
Men til gengæld er det noget familie historie at fortælde i analog ure. Bedstefats lomme ur som kan gå i arv til søn, datter eller et barnebarn. Det gamle stander ur m.m.
Jeg ville ønske at der var nogen der tog emnet om familiens arv og kultur historie op inden det er for sent. Det kunne være ældresagen eller fagbevægelsens ældreorganisationer som faglige senior. Og forsøge at fortælle os hvordan vi kan give en analog familie kultur arv videre til de digitale indfødte. Og hvordan vi for formildet at det at kunne give deres børn og børnebørn en historie er vigtigt.
Og det er ikke fordi jeg som gammel sur mand ikke er digital hvilket kan ses på min blogg My Iphone Goodies.
Men det ene udelukker ikke det andet.
Tak til Rune og alle de andre der er med til at holde historien i gang.
