Familien’s DNA

Familiehistorien der blev væk 

I forlængelse af min tidligere blog indlæg, “den vej vi kom fra”, er her lidt om familiehistoriske vingesus eller historien der blev væk.

Familien. Hvad er det for en størrelse og hvilken betydning har den på hver enkelt familiemedlem. Hvad binder familien sammen. Er det vigtigt at kende rødderne ens ophav. Hvordan så bedste ud som barn og har mor været tynd. Familiehistoriens vingesus.

Er det vigtigt for Os, at vide hvor vi kommer fra eller er det ligegyldigt? Er der ikke ligegyldigt at vide at man ligner sin søster, mormor eller bedstemor.

Noget siger mig at ovennævnte er vigtigt for nogen. Og jeg tror enda er der er vigtigt for alle.

Familien har igennem mange år brugt flere forskelige måder at formidle slægts historien på. Lige fra at man havde en slægts gård til at man hed “Jens søn – Jensen”. De adelige har brugt våbenskjold og malerier.

I dag i vores digitale verden bruget TV, det at finde folks rødder og ophav til underholdning. Vi elsker det når en toner frem på skærmen med et lille billede fra barndommen og vi skal finde vedkommens familie. Eller kendte kigger tilbage i slægts historien og finder ud af at der er sørøver eller ender på fattiggården.

Men hvad gør vi selv for at undgå vores børn og børnebørn komme til at mangle dokumentation for deres liv. Eller har mulighed for at kigge tilbage.

Vi lever i en digital verden hvor vi optager verden digitalt. Vi bruger nettet. Vi starter vores liv men en elektronisk vandre journal. Nogen er så heldige at få et billede fra en scanning og straks digitaliseres det til facebook.

Måske er den ny kommende borger så heldig at der oprettes en “barnenes bog”. Sansynligvis digitalt. Her kommer billeder at moderen gravide mave, tager med faderens mobil, ind og gemmes i “skyen”.

Hvad sker der med de billeder og digitale dokumenter fremover ved vi ikke. Så hvor og hvordan disse skal finden er en gåde hvis hvis barnet vil kigge bagud.

Men hvad med det vi allerede har idag. den familie historie vi er ved at smide væk i begejstringen over det nye. Og nej. Jeg er ikke imod instegram, facebook eller twitter. Jeg er bare ikke sikker på at vi får det hele med.

Måske skulle vi bruge noget tid på at sikre fortidens billeder, dias, film og video.
Og med at sikre mener jeg ikke at vi skal ligge dem i skyen. Vi skal måske lærer vores familie at bruge dem. Lærer dem at de har brug for historien. Det er guld for vores efterkommer i familien. Hvem ved hvad der sker med den digitale verden.

Om ikke andet skal vi lære vores børn, børnebørn om denne unik skat, inden det bliver for sent.

Fotografiet og negativer.

Jeg kommer fra en familie, som så mange andre familier. Hvor det af tage fotografier blev mere og mere almindeligt efter hånden som fotografiapparatet blev almindeligt tilgængeligt. Og selv om film var rimeligt dyrt og der skulle betales for fremkaldelsen, blev der taget billeder. Jeg er enda så heldig at mine bedsteforældre var fremme i skoende og fik taget billeder af mine forældre og dem selv. Jeg kan side og kigge på min mor som barn, min onkel som soldat og min bedstefar der læser avis.
Disse “arvede” billeder giver mig et tilbage blik på min historie. Min families historie.

Nogle af disse billeder er jeg endda så heldig at have negativ til.

Men med billedearven i hus, her i blandt billeder af mine bedsteforældre, kan jeg se lighed mellem familiemedlemmer.

Det at have negativerne gør mig og mine efter kommer i stand til at genskabe billedet. Selv om det i denne digitale verden kan være svært. Bare det at finde en fotohandler kan være en prøvelse.

(En fotohandler var en butik der kun forhandlede apparater til at forevige gøre et givet tidspunkt. Hos disse forhandler kunne man købe film som skulle ind i disse “kamera” inden man kunne tage “billedet”, og filmene skulle afleveres hos forhandleren for at man kunne modtage et billede. Filmen skulle nemlig fremkaldes.)

En del af os har oplevet at vores forældre havde foto albums. Her samlede familien de dyre billeder. Her kunne man se den første bil. Familiens første og senere ferier.

Disse album kom frem til tider. De var på en måde familie historiens leksikon.
Her kunne man slå op. Hvornår var vi sammen med Vimse og Sut. Var det ikke et gult hus vi boede i da vi var ved vesterhevet. Kan du huske det dejlige sted i Italien de vi var på ferie.

Her i disse finder man bevise for et givende år eller begivenhed, – og dokumenter virkeligheden.
Her kunne man blive sammenlignet med hvem eller hvilken familie gren man lignede. Det kan men ikke på Google.

Ud over albums, har jeg oprettet bøger om mine børns første år. Her kan de finde regningen på deres barnevogn, vægt og længde. Og selvfølgelig billeder.

Men er disse bøger, album og billeder bare noget der kan kastes ud uden videre betydning. Og hvad med fremtidens billeder.

Lysbilledet, dias.

En fætter til papir billedet og en udvikling af samme blev dias. Med dias var første skridt taget på vej over til den digitale verden.

(Dias var en negativ, der dog var positivt. det vil sige at hvis man belyste det lom billedet frem og man kunne se det på et lærred eller en hvid væg. Disse billeder skulle fremviser igennem en fremviser.)

Men dias så kunne familien samme side og se på ferie billederne. Billederne kom i kassetter og blev så skudt op på væggen. Problemet var lidt at man var tvangsindlagt til at se billederne. Det var ikke altid man havde lyst til det.

Men det bliver ikke mindre historisk af. Det er jo noget familien har oplevet og viser jo stadigvæk en fælles oplevelse.

Men helt enligt så var dias bedst til erhverv og foredrag i større forsamlinger.

Men har man dias af familien kan man enten skanne den eller få lavet rigtige billeder af de bedste hos en fotohandler.

Med dias kan man for det meste se hvad et forestiller.

Smalfilm, video, DVD’en og mp4

Ligesom i dag, kunne man den gang i slutningen af 50’erne optage levende billeder. Nogle var selvfølgelige front løber på dette område. Senere blev det mere almindeligt.

Hvis vi kun kigger på den mulighed familien har haft, så snakker vi dobbelt8 og supper8 film.

Smp ruller med det rene nostalgi og guld. Her vises familiens historie næsten i live. Nå ja det kan godt være at det larmer og der er slid striber på, men til gengæld kan du se familiemedlemmer bevæge sig.

Det kan enda være at du aldrig har set. det kunne være en afdød farmor eller onkel. Det kunne være et sted familien tit kom til.

Man kommer tilbage i tiden. Men man skal kende fortiden for at begå sig i fremtiden.

Det kan godt være at filmen hopper og at det larmer. Hoppene kan man gøre noget ved men larmen klikklikklikklik – er lyden af fortiden.

Men familiehistorie filmene lever på lånt tid.

Men hvad sker der efter hånden som teknologien udvikler sig. Udviklinger er aldrig gået så hurtig som nu.

Samtidigt må man vel desværre konstater at vi aldrig har tabt så meget historisk dokumentation som nu.?

Det samme gælder desværre smalfilmens afløser, video båndet.

Der er stort set ikke et hjem men en VHS bånd afspiller mere. Men hvad er der så sket med Tut’s komfirmation eller filmen fra brylluppet. Disse bånd ligger “bare” og fylder. Og min påstand er at 90% af den ender på forbrændingen. Og der med historien, onkels tale til Tut, og en del andet der kunne vise hvem vi/I var.

Det samme gælder bedstes film om da familien var i Spanien første gang. Disse spoler med film ligger i, kasser, pænt i orden, tit med en lille label på som angiver hvad man kan forvente sig.

Men hvad sker der.. 

Historien ligger der eller har ligget der. For nogen er det forsendt. For andre kan det nåes i nu. Historien, familiens historie.

Alle disse billeder, fotoalbums og dias.

Det er det her guld vi er ved at smider ud, når man ikke vælger “det gamle rod” til. Det er Familiens billedeDNA, man sletter fra verdens overflade.

Og det bliver valgt fra, fordi vi (de ældre) er for dårlige til at fortælle om det.

Hvorfor smider vi historien væk?

Det vores egen skyld at det ender som stor skrald når bedste skal flytte. Historien smides ud.

Er det mangel på viden?? Er det ligegyldighed? Er det overlagt sletning af ens ophav?.

Er vi beviste om, at når vi ikke sælger billedehistorikken, så bliver familien mulighed til at “billede”kende sig selv og familien, tabt.

Jeg tror at vi selv er skyld i katastrofen.

Vi har ikke tid til familien, og drager ikke omsorg for fællesskabet.

Vi lever med påstanden om at vi har så travlt og at det er svært at samle familien. Og i samme sætning har vi travlt med at fortælde om hvor tætte vi er i familien. Vi samles til fødselsdage, jul og påske. Tager en del billedet på mobilen og haster videre.

Det er der hverken ikke meget omsorg eller fællesskab i. Og slet ikke nogen historie overdragelse. Ingen giver sig tid til at tale med bedste eller hører på fætter Kurt’s skarnshistorier.

Næ, vi har travlt med at dyrke vores eget jeg. Værten har travlt med at serviser og gæsterne med af nyde.

Ikke fordi der er noget galt i det, men der er efter min mening ikke meget fællesskab eller omsorg i det.

Jeg vil vove den påstand at disse ritualer kunne foregå med hvem som helst og hvor som helst. Og at der til tider udvises mere omsorg og fællesskab med nære venner end familien.
Men man sjældent et familiehistorisk bånd med vennerne, der kunne knytte deltagerne sammen generationer tilbage.

Når man kigger på tidens sociale medier, facebook og twitter, afspejler disse jo en person og ikke familien. Går det højt kan det være at der et billede af ens barn eller barnebarn.

Jeg vil derfor påstå at netop denne manglende familiær fælledsskab, omsorg og promovering af familien, er medvirkende til, at vi mister (ikke er opmærksom på) vores familie historie.

Nu er det ikke fordi det i gamle dage var bedre. Men familien var mere synlig og man var ikke bange for at gøre opmærksom på familien.

Nogle af os kan huske giro413, hvor der søndag efter søndag blev talt om familien der havde været til fest.

En anden ting fra fortiden er fotoalbum. Det blev brugt til at samle minder, idag er det elektronisk og i skyen. Det fysiske fotoalbum havde den fordel at det samlede familien. Og man kunne fortælle historien om det enkelte billede. Men det med at kigge i familie albummet høre fortiden tid.

Man kan jo ikke sige at billederne i skyen har samme egenskab.

Hvem har sidst været sammen men et familiemedlem og kigget billeder i skyen sammen.??

Noget vi blev tvunget til, hos vores bedsteforældre, at kigge i albums. Og hvor nødigt man vil indrømme det så var det hyggeligt. Man kan ihvertfald huske det.

Men nu er det jo ikke bare den fotografiske historie man går glip af.

Hvornår er det sidst du har kigget på video optagelserne fra “ferien”, “fra Buller’s fødsel” eller andet. For slet ikke at spørge om hvornår du sidst hav vist et andet medlem af familien disse optagelser. Man behøver jo ikke at vise det hele 😉

Hvad så med smalfilmen. Har du se den fornyligt. Nej vel. Undskyldninger er der nok af. Fremviseren er defekt. Vi har ikke en video afspiller mere. Det taget så langt tid med de der dias.

Men der er din historie, din familie og din beslutning. Men tænk over at der måske vil være nogen i familien der vil savne det og allerede savner det. Det at vide hvor vi kommer fra og af hvilken slægt vi er, som dronningen vil sige det.

Gæt en familie

Så måske skulle man finde de gamle billeder frem, og inviter til en anderledes familie komsammen. KOM OG GÆT DIN FAMILIE.

 

Find 5-10 billeder hver og leg vende spil.
Hver gang man vender et billede skal de yngste gætte hven der er på billedet eller hvilken begivenhed.
De gamle skal så fortælle den “gode familiehistorie”. Og smør nu godt på.
Jeg er sikker på at I vil få mange gode grin.

Eller find fremviserne frem og se filmene og dias med en du holder af inden det er for sent. Det er guld vær, både for din gammel bedstefar, dine børn og for dig selv.

Men skynd jer for en del af familiens billede DNA er ved at gå tabt i denne digitale verden verden. Pas på den sålænge I kan.

Og husk nu også at tage et backup af nutidens billeder. Ikke bare ligge dem op i skyen eller tro at det til evighed bliver på telefonen.

Kopier dem minst ud til 2 andre steder eller print dem. De er sårbar på telefonen.

De også guld – for dig og kan blive det for dine efterkommere.

 

Share