Kategorier
Familien Oplevelse

Lydbillede der blev væk

Jeg har i den sidste tid skrevet om vores teknologiske verden set igennem et par briller med “hvad sker der” filter. Jeg har skrevet om familiebillederne der efterhånden er forsvunden. Om sociale medier, som måske i virkeligheder ikke er så sociale. Og en del andre ting der forandres i denne “nye” verden.

Det har bragt mig en del rundt og har sat flere spørgsmål end svar. Jeg begynder at kunne se mange små ting der har ændret sig i den måde vi tidligere oplevede verden på. Ting der måske gjorde at vi var mere tilstede og nærværende.
Men også ting der har eller måske for betydning for kommende generationer. Om ikke andet så har den måde vi ikke er tilstede på, men alligevel altid er på, indflydelse på kommende generationer.

Telefon og telefonsamtalen. En af de ting der ihvertfald har ændret sig er den måde vi “telefoner” samme på. Og igen ikke for at være “maskinstormer”, men da vi alle var forbundet med et fast nets telefon, var telefoni noget andet.

Man skulle være et bestemt sted for at kunne fortage et opkald. Det kunne være hjemme, på kontoret, eller i en kiosk. (telefonboks).

Når det så var på plads kunne man ringe nummeret op på den man ville tale med. Vedkommende skulle så også være på det sted hvor det pågældende nummer hørte hjemme. Det kunne igen være hjemme, kontoret eller …..

Hvis man så fik forbindelse, det ville sige at begge var ved en telefon, og havde taget røret, kunne samtalen begynde.

Her kunne der jo så ske at der var en anden person der tog opkaldet, fordi vedkommende brugte samme nummer. Med andre ord fik man muligvis talt med flere familie medlemmer, kollegianer,  inden man fik fat i rette person.
Derved fik man lige sidste nyt fra alle. I dag bruger vi fjæsbog til denne funktion.

Men det korte er at det her “den gamle sure mand” vil påstå at samtalen blev eller kunne blive bedre. Begrundet i at man havde ringet for at samtale. Man blev ikke forstyret af at skulle forholde sig til meget andet. Man talte og lyttede.

I dag så kan man nå alle via sin mobil. Man ved ikke hvor modtageren er eller hvad vedkommende fortager sig. Vi taler når vi går, er i toget, venter eller andet. Vedkommende vi taler med skal måske også forholde sig til en masse ting der sker omkring sig. Så vi fortager og skal forholde os til en masse andre ting end samtalen.

Og nej vi er ikke alle blevet bedre til at multitaske. Vi føre bare dårligere samtaler og “pisser” på de øvrige ting omkring os. Bare spørg børnene, forældrene, ægtefælden og se ude i trafikken. 😉

Om vi så får lavet mere. Det tror jeg ikke, vi er der i mod blevet dårligere til at lytte og samtale. For en af os, er hele tiden på vej til noget andet.

Vi er alle sammen ved at blive soloister, der dyrker os selv. Vores forhold til gruppen bliver mindre og mindre.
Jeg gad vide hvad der var sket hvis Ringo, Poul, John og George havde været unge i dag. Havde vi så haft The Beatles. Jeg tror det ikke. Jeg er heller ikke sikker på at vi havde haft The Bee Gees, Stones eller andre grupper.

Den der er fremme i dag er jo alle soloister. Jeg prøvede en sjov leg med familien her forleden. Jeg legede den der leg der hedder. Nævn mig lige en gruppe hvor I kan flere navne end solisten i gruppen. Hvem spiller bas eller trommer på Guld drengens sidste album eller hver er med i Mads Langer udover Mads..

Spørg jeg om det samme og siger hvem spillede trommer i The Beatles, er der rigtig mange “gamle” der ved det. Hvem var med i Subidua, ved du også det, så er du gammel.

Så hvis de, The Beatles var vokset op i dag ville de have været 4 bands med hver deres solo. Vi havde aldrig oplevet 4 sammen.

Det jeg forsøger at sige er at vores lydbilledet er forandret. Grupperne er der ikke plads til. Der er kun plads til solister.

Sjovt, men måske også lidt alvor. Hvis man nu prøver at tænke på musikker. Hvem kender man så der er bassister, trommeslager eller andre soloinstrumenter. Hvis du har et navn så er vedkommende sikkert over 40-50..

Findes der overhoved kendte musiker under 40 år. ;-O

Og vil jeg så gerne sætte mig lidt mere ind i musikken, har vores teknologiske verden besværlige gjort det. Jeg får ikke længer et album.?

Og her falder vi så lige ned i den store historie gryde og overdragelse af musikhistoriens vinge sus. Hvordan får vi overdraget musikhistorien til vores børn og børnebørn. Og skal vi det??

Jeg er en så gammel sur mand, at jeg kan huske at mine forældre havde lak plader. De kunne afspilles på en grammofon 78 omdrejninger. (de unge må kigge her) Disse skiver havde et cover og en label. Her stor der lidt om hvad man kunne forvente sig at der skulle komme ud af trakten.

Senere fik vi vinyl, LP plader. Ja der var både single, EP og LP plader. Alle havde et cover hvor man kunne læse om den musik man havde købt. Bedst var LP pladerne, nogle af dem havde et dobbelt cover. Og måske var man så heldig at få teksten med, på et beskyttelse cover inde i pladerummet på coveret.

Pladerne blev lystigt spillet og nogle af os vil kunne idag sige: “den der med ABBA var min mor hel vild med, hun spillede den hele tiden”. Eller lyden fra Eric Clapton vækker minder om den første dans i mørket med en sød kæreste.

Kassettebåndet kom til og noget af teksten forsvandt. Men vi fik mulighed for at optage og lave vores egen bånd. (Datidens playliste)
CD kom til, og vi gik alle rundt med en work/disk mann. Som nok var begyndelsen til enden. Nu forsvandt lyden fra det store fællesrum og ud til headset og den enkelte.

Siden er der kommet lydfiler, hvor man ved gud ikke kan læse noget om hvem der spiller med på de enkelte sange. De blev lagt over på vores følge mobil og blev helt egoist musik.

Der er ikke længere nogen der ved hvad vi kan lide af musik. Vi viser det ikke længere. Det er ikke længere med i “vores historie” fra hjemmet.

Gad vide hvordan de vil få os gamle (når vi bliver gamle) på plejehjemmet til at mindes vores ungdom for at minske vores demens.. De har ikke musikalske referencer eller familie billeder længere.:-O

Det bliver også den tid hvor vi skal forklare dem der arbejder på plejehjemmet, at et tog en gang sagde fut fut og det kom damp op af skorstenen.
At en bil ikke altid bare siger klik når man starter den. At vi fra en tid hvor biler sagde lyde når man kørte i dem. Og at når børnene lege med disse i miniture størelse på gulvet, lod læberne vibreret og give udtryk for samme lyd som datidens bil sagde.

Nå ja, det kan være at vi skal samle sammen, for vi skal jo også fortælle dem om analog post, at mødes under uret og slå til søren.

Gad vide hvilken tid det bliver….

Share

Af David Schelin

En gammel sur mand, der skriver for at vise de skæve vinkler, tossede ændringer og alvorlige ting er i vores samfundsudvikling.
Og så fordi han ikke kan lade værre.
Er socialist, pædagog, IT-nørd og bidt af fortiden.
Elsker god mad, rødvin og hygger gerne med gode vennerne.

Skriver også skribent på www.myiphonegoodies.com