Det er ikke sket hvis det ikke er set igennem en linse. Verden i RGB eller SH.
Det er mange der i dag stort set hele livet igennem deres mobilkamera. Alt skal dokumenteres via kameraet og derefter lægges op på et socialt medie. Og hvis ikke så ligger det bare i kamerarullen, til evig tid.
Jeg tror jeg har skrevet om det før her på Schelin.dk
Jeg er glad for billeder og mener at hvis vi ikke tager billeder, taber vi noget historie, til vores fremtidige generationer.
Jeg er glad for de billeder og film af mig som barn, som min mor tog. På den kan jeg se min far, rejsen til Danmark fra New York og min barndom.
Jeg har ligesom min mor, været flitig til at tage billeder og brugt film og kamera, igennem min tid.
at forstå
Jeg har det jo lige som mange andre. Hvis man skal forstå fortiden er det lettes ved at se film eller billeder fra den tid. Det sætter hjernen i gang. Der er lavet mange film med fortiden som baggrund.
Når jeg ser film af mig som 2-3 årig eller noget fra senere. Er det jo en blandning af baggrund fra fortiden og mig som ung der giver forståelsen, skaber minder.
Det gælder også når jeg viser det til mine børn. Som en af mine sønner sagde da han så mig som barn i en af mine film, “var du med i Matador“.
Og sådan er det.
gaven fra for tiden
Jeg ved ikke hvor mange familier der nu til dags har fotoalbums. Altså bøger hvor de har sat billeder ind eller bøger de har fået trykt med deres billeder.
Det kan være guld.
Det er de bøger der fortælder og viser hvor familien kom fra. Oldemor, farfar, far, lille Bimmer o.s.v. Og hvis man er rigtig heldig kan man dele ud af guldet.
Da jeg kiggede mine gamle film igennem fandt jeg filmklip med mig og mine kusine og fætre, fra vi var små. Lige som jeg fandt en hel filmrulle med min familie i Sverige.
Dem har jeg selvfølgelig delt med dem. Og de synes lige som jeg at det var sjovt. Og jeg håber at de deler det med deres familie
Og da jeg fandt min familie i Sverige og søster i USA, delte jeg selvfølgelig de film jeg havde. Så kunne min søskende i USA se VORES far på film. Og jeg ved at de bleve glade for at se ham og mig. Og efter jeg havde skrevet med min søster og fået mere at vide om ham så jeg filmene på en anden måde, fordi jeg fik baggrunden med.
at dele nutiden
Mobilen har jo gjort det at man har sine billeder digitalt på telefonen. Og så kigger man der. Ikke særligt socialt. Vi har hvert vores billeder af det, der skete og vores egen minder.
Vi glemmer at det er en gave at dele. Dele det vi har oplevet, når vi har været ude. Åh jo vi deler på sociale medier. Men der er samtalen ikke med. Og når vi dele med familien, er det kun med samtalen. Vi var i bla bla og så vi ….
Ikke fordi gamle dage var bedre. Dem der er gamle nok husker med rædsel folk der skulle vise lysbilleder fra ferien. Men der var nu noget hyggeligt, tæt når man kunne se de 36 papir billeder fra ferien, sammen med andre. Og sætninger “lad nu vær med at sætte finger på billeder”.
Og os der havde smalfilm kunne sidde og opleve ferie og se en rystede og larmende film, på en kold vinter dag.
I dag sidder vi bare og ser vores egne små film på vores egen lille enhed uden at dele oplevelsen med andre, end sig selv.
Der er ellers en masser af muligheder for at dele film og billeder, når man er samlet med familien, men det et andet skriv. Men et af de paradokserne er at de andre tog samme motiv, bare fra en vinkel en meters penge væk.
tilstede som…
Jeg har filmet en del igennem tiden som jeg allerede har skrevet. Men jeg er på det seneste blevet lidt i tvivl om det altid har været godt.
På den ene side har jeg film og video fra da børnene var små. Da de blev ældre. Jeg har video fra festerne fra 92 og 95 hvor familie medlemmer blev 80 og student. Jeg har video fra da min kæreste blev sygeplejerske. Jeg har de varme taler, sange og taler. Det jo dejligt for dem. Jeg har bevaret deres minder. MEN var jeg selv tilstede!
Jeg er blevet i tvivl. Var jeg så optaget i at dokumentere og gemme mindet at jeg ikke selv var der?
Hvor går balancen mellem at gemme minder og selv være tilstede? Kan man selv se den.!
ny trend..
Der er de seneste år kommet en ny trend. Nogen er blevet mere bevidste om at være tilstede og lægge kameraet væk når vi er sammen.
Men det kan virke som en modsætning. Bevar minder. Hvordan kan vi så bevar minderne.
Der er kommet bøger frem hvor bedsteforældre skal fortælle om deres liv. Så dan en slags dagbog om fortiden.
Det er fint syntes jeg, men…
Lav en film og gem lyd/tale med dine kære. det kan være besteforældre, forældre eller andre tæt knyttet til dig. Der er ikke noget som lyd, man genkender tit personen på stemmen.
Det er jo for sent når de ikke er mere.
Men husk nu selv at være med og tilstede.
ego minder…
For nu at komme hele vejen rundt. Så har jeg lagt mærke til at når vi forsøger at gemme nu’et, glemmer vi nogen!
Det gælder både foto, film og video. Os selv.
Det er nok blevet mere efter vi alle er blever mobilfotografer. Vi tager billeder og film af de andre, men hvor er vi selv. Vi er på de andres linse, og den har vi ikke adgang til.
Det er lige som da jeg gemte minder fra de andres fest.
Men sådan behøvede det ikke at være. Da mine forældre tog film af mig var der jo kun et kamera. Og de kunne begge betjene det. Så udover at det var mig der var “star”, er enter min mor eller min far med på filmen.
Så hvis vi ikke lære enten at dele optagelser eller kun at bruge et kamera, ender vi med at være tilskuer og amputerer det hele billede.
“-hvorfor var “far”,”mor”,”du” ikke med til festen!
og hvad så
Når jeg tidligere har set film af mig som barn, så jeg den historie jeg kendte. Mit barndomshjem på Long Island. MEN efter at have udvekslet oplysninger med min søster, ser jeg nu noget andet.!
Det viser sig at jeg havde boet to steder altså to barndomshjem. Og nu kan jeg se på filmene at de er taget forskellige steder.
Jeg kan også se på nogle af de videoer, jeg har, at ikke alle var lige glade for at blive optaget. Det var ikke noget, jeg lagde mærke til, da jeg optog dem.
Så igen: Måske var jeg mere fotograf end tilstede! Men hvis jeg ikke havde optaget det, ville minderne ikke være tilgængelige, og dem, der nu mange år efter ser dem, ville ikke blive glade for at se sig selv og familien.
Det er en svær balancegang mellem at være til stede, at få minderne med og at gøre alle tilfredse.
guldet familiens DNA
Husk at gem familiens billeder, video og lyd. Og gem det et sted, man er sikker på, er et sikkert sted. DET ER GULD.
Der er nogen der som det første, når katastrofen sker, reder familiens foto album. “alt er væk, men jeg fik minderne med”.
Det er ikke nok at have dem på telefonen. Det er blevet en dårlig vane at vi ikke sikre dem, så andre i familien kan nå dem. Print de bedste og lav et album.
Digitaliser de gamle film og del dem med dem der er på. Det spreder glæde. Og håb så på at de også gør det samme.
Måske kan vi samme sprede en ny trend. At bevare vores familiehistorie, og håbe at vores efterkommer får glæde af det.
Vi skulle nødig gøre fremtidens børn rodløse og uden familie historie.
TAK
PS. Jeg har også delt både billeder, film og video med lokal historiske arkiver rundt om i landet. Men det er et helt andet skriv.
PPS. Lidt GDPR flueknepperi.
GDPR har det, man kalder en “husstandsundtagelse”. Det betyder, at reglerne ikke gælder for rent personlige eller familiære aktiviteter.
Det betyder? Du må gerne filme din familie, gemme det på din computer og vise det til dine børn, børnebørn og tætte familiemedlemmer. Det betragtes som privat brug, og her kræver det ikke et juridisk samtykke fra alle involverede.
