Tag: familien

Kategorier
Familien Historien refleksion

Tilstede!

Det er ikke sket hvis det ikke er set igennem en linse. Verden i RGB eller SH.
Det er mange der i dag stort set hele livet igennem deres mobilkamera. Alt skal dokumenteres via kameraet og derefter lægges op på et socialt medie. Og hvis ikke så ligger det bare i kamerarullen, til evig tid.
Jeg tror jeg har skrevet om det før her på Schelin.dk
Jeg er glad for billeder og mener at hvis vi ikke tager billeder, taber vi noget historie, til vores fremtidige generationer.

Jeg er glad for de billeder og film af mig som barn, som min mor tog. På den kan jeg se min far, rejsen til Danmark fra New York og min barndom.
Jeg har ligesom min mor, været flitig til at tage billeder og brugt film og kamera, igennem min tid.

at forstå

Jeg har det jo lige som mange andre. Hvis man skal forstå fortiden er det lettes ved at se film eller billeder fra den tid. Det sætter hjernen i gang. Der er lavet mange film med fortiden som baggrund.
Når jeg ser film af mig som 2-3 årig eller noget fra senere. Er det jo en blandning af baggrund fra fortiden og mig som ung der giver forståelsen, skaber minder.
Det gælder også når jeg viser det til mine børn. Som en af mine sønner sagde da han så mig som barn i en af mine film, “var du med i Matador“.
Og sådan er det.

gaven fra for tiden

Jeg ved ikke hvor mange familier der nu til dags har fotoalbums. Altså bøger hvor de har sat billeder ind eller bøger de har fået trykt med deres billeder.
Det kan være guld.
Det er de bøger der fortælder og viser hvor familien kom fra. Oldemor, farfar, far, lille Bimmer o.s.v. Og hvis man er rigtig heldig kan man dele ud af guldet.
Da jeg kiggede mine gamle film igennem fandt jeg filmklip med mig og mine kusine og fætre, fra vi var små. Lige som jeg fandt en hel filmrulle med min familie i Sverige.
Dem har jeg selvfølgelig delt med dem. Og de synes lige som jeg at det var sjovt. Og jeg håber at de deler det med deres familie

Og da jeg fandt min familie i Sverige og søster i USA, delte jeg selvfølgelig de film jeg havde. Så kunne min søskende i USA se VORES far på film. Og jeg ved at de bleve glade for at se ham og mig. Og efter jeg havde skrevet med min søster og fået mere at vide om ham så jeg filmene på en anden måde, fordi jeg fik baggrunden med.

at dele nutiden


Mobilen har jo gjort det at man har sine billeder digitalt på telefonen. Og så kigger man der. Ikke særligt socialt. Vi har hvert vores billeder af det, der skete og vores egen minder.
Vi glemmer at det er en gave at dele. Dele det vi har oplevet, når vi har været ude. Åh jo vi deler på sociale medier. Men der er samtalen ikke med. Og når vi dele med familien, er det kun med samtalen. Vi var i bla bla og så vi ….

Ikke fordi gamle dage var bedre. Dem der er gamle nok husker med rædsel folk der skulle vise lysbilleder fra ferien. Men der var nu noget hyggeligt, tæt når man kunne se de 36 papir billeder fra ferien, sammen med andre. Og sætninger “lad nu vær med at sætte finger på billeder”.
Og os der havde smalfilm kunne sidde og opleve ferie og se en rystede og larmende film, på en kold vinter dag.

I dag sidder vi bare og ser vores egne små film på vores egen lille enhed uden at dele oplevelsen med andre, end sig selv.
Der er ellers en masser af muligheder for at dele film og billeder, når man er samlet med familien, men det et andet skriv. Men et af de paradokserne er at de andre tog samme motiv, bare fra en vinkel en meters penge væk.

tilstede som…

Jeg har filmet en del igennem tiden som jeg allerede har skrevet. Men jeg er på det seneste blevet lidt i tvivl om det altid har været godt.
På den ene side har jeg film og video fra da børnene var små. Da de blev ældre. Jeg har video fra festerne fra 92 og 95 hvor familie medlemmer blev 80 og student. Jeg har video fra da min kæreste blev sygeplejerske. Jeg har de varme taler, sange og taler. Det jo dejligt for dem. Jeg har bevaret deres minder. MEN var jeg selv tilstede!
Jeg er blevet i tvivl. Var jeg så optaget i at dokumentere og gemme mindet at jeg ikke selv var der?

Hvor går balancen mellem at gemme minder og selv være tilstede? Kan man selv se den.!

ny trend..

Der er de seneste år kommet en ny trend. Nogen er blevet mere bevidste om at være tilstede og lægge kameraet væk når vi er sammen.
Men det kan virke som en modsætning. Bevar minder. Hvordan kan vi så bevar minderne.
Der er kommet bøger frem hvor bedsteforældre skal fortælle om deres liv. Så dan en slags dagbog om fortiden.
Det er fint syntes jeg, men…
Lav en film og gem lyd/tale med dine kære. det kan være besteforældre, forældre eller andre tæt knyttet til dig. Der er ikke noget som lyd, man genkender tit personen på stemmen.
Det er jo for sent når de ikke er mere.
Men husk nu selv at være med og tilstede.

ego minder…

For nu at komme hele vejen rundt. Så har jeg lagt mærke til at når vi forsøger at gemme nu’et, glemmer vi nogen!

Det gælder både foto, film og video. Os selv.
Det er nok blevet mere efter vi alle er blever mobilfotografer. Vi tager billeder og film af de andre, men hvor er vi selv. Vi er på de andres linse, og den har vi ikke adgang til.
Det er lige som da jeg gemte minder fra de andres fest.
Men sådan behøvede det ikke at være. Da mine forældre tog film af mig var der jo kun et kamera. Og de kunne begge betjene det. Så udover at det var mig der var “star”, er enter min mor eller min far med på filmen.
Så hvis vi ikke lære enten at dele optagelser eller kun at bruge et kamera, ender vi med at være tilskuer og amputerer det hele billede.
“-hvorfor var “far”,”mor”,”du” ikke med til festen!

og hvad så

Når jeg tidligere har set film af mig som barn, så jeg den historie jeg kendte. Mit barndomshjem på Long Island. MEN efter at have udvekslet oplysninger med min søster, ser jeg nu noget andet.!
Det viser sig at jeg havde boet to steder altså to barndomshjem. Og nu kan jeg se på filmene at de er taget forskellige steder.

Jeg kan også se på nogle af de videoer, jeg har, at ikke alle var lige glade for at blive optaget. Det var ikke noget, jeg lagde mærke til, da jeg optog dem.
Så igen: Måske var jeg mere fotograf end tilstede! Men hvis jeg ikke havde optaget det, ville minderne ikke være tilgængelige, og dem, der nu mange år efter ser dem, ville ikke blive glade for at se sig selv og familien.
Det er en svær balancegang mellem at være til stede, at få minderne med og at gøre alle tilfredse.

guldet familiens DNA

Husk at gem familiens billeder, video og lyd. Og gem det et sted, man er sikker på, er et sikkert sted. DET ER GULD.
Der er nogen der som det første, når katastrofen sker, reder familiens foto album. “alt er væk, men jeg fik minderne med”.
Det er ikke nok at have dem på telefonen. Det er blevet en dårlig vane at vi ikke sikre dem, så andre i familien kan nå dem. Print de bedste og lav et album.
Digitaliser de gamle film og del dem med dem der er på. Det spreder glæde. Og håb så på at de også gør det samme.

Måske kan vi samme sprede en ny trend. At bevare vores familiehistorie, og håbe at vores efterkommer får glæde af det.

Vi skulle nødig gøre fremtidens børn rodløse og uden familie historie.

TAK

PS. Jeg har også delt både billeder, film og video med lokal historiske arkiver rundt om i landet. Men det er et helt andet skriv.

PPS. Lidt GDPR flueknepperi.
GDPR har det, man kalder en “husstandsundtagelse”. Det betyder, at reglerne ikke gælder for rent personlige eller familiære aktiviteter.

Det betyder? Du må gerne filme din familie, gemme det på din computer og vise det til dine børn, børnebørn og tætte familiemedlemmer. Det betragtes som privat brug, og her kræver det ikke et juridisk samtykke fra alle involverede.

Share
Kategorier
Familien Historien

Familie

En underlig størrelse

Jeg fik engang at vide af min nu afdøde moster, at jeg var en omstrejfende ulv. Og jeg tror hun mente det pænt.
Jeg var bare sådan en der passede min egen lille flok, langt borte fra resten af den store familie.
Og hun havde ret.
Jeg vidste godt at jeg havde familie. Både onkel, tante, moster og morbrødre. Jeg kendte også mine fætre og kusiner. Altsammen på min mors side af mit ophav.
Jeg kendte til min far, som min mor var blevet skilt fra da jeg var 5. Han boede i USA hvor jeg også kom fra. Men min mor og jeg boede i Danmark, som jeg kom til da de blev skilt.
Jeg voksede op som enebarn, og så kun lidt til familien. Det var mit valg, tror jeg.
De kloge kalder det Selektiv socialisering

Men

Da jeg var teenager fik jeg at vide at min far, som jeg stadigvæk ikke havde forbindelse til, grundet min mor, havde fundet en ny kone. Og at jeg havde en lillesøster og en lille bror. Altså børn min far havde fået med sin nye kone i USA.
Men som dreng, teenager og fuldfart på, var det ikke noget jeg syntes var så interessant.

Men jeg har altid fortalt om dem, mine søskende, når jeg har snakket om familie, med folk. Ligesom jeg talte om min familie i sverige og her i Danmark. Men jeg havde ikke kontakt til nogen af dem.
Lige med undtagelse af min morbror i Esbjerg. Her var kontakten et julekort hver år. Det var nok mere tradition en familie, fra min side af.

Lidt stalking

Men på trods af at jeg ikke havde forbindelse til min familie i norden, fulgte jeg med. Jeg vidste at min kusine var blevet kunstner og levede af det. Kendte til hendes website. Jeg vidste at hendes bror, min fætter var blevet designer. Og jeg vidste at min fætter i sverige var blevet skorstensfejer, som sin far, og havde stort firma i Stokholm.

Da min mor lå for døden, mødte jeg en gang min kusine. Hun besøgte min mor, som jeg passede.
Der var nok gået mindst 20/25 år siden vi sidst havde set hinanden.
Og så gik der lige 10/15 år inden vi skulle mødes igen, ved hendes mors begravelse. Og jeg har lige skrevet med hende (10 år siden), da jeg fandt nogle film med hende som barn.
Så jeg overrender ikke min store familien.
Jeg har også forsøgt af finde min far. Og fandt ud af at hav var gået bort i 1980. Mere kan man ikke rigtig få ud af internettet, når man søger udefra og ind i USA.
Og nu jeg var igang, søgte jeg på Facebook efter min søster og bror. Men mår man ikke ved hvad de hedder ud over vores efter navn, er det svært. For ikke at sige umuligt, sådan at lave stalking den vej.
Der er et sociologisk begreb for det Ambient Awareness.

Stamtræ

Når man sådan stalker på netter, finder man en gang i mellem ting. Således faldt jeg over et stamtræ på nettet der var opretter af min fætter i sverige.
Sjovt. Udover at jeg kunne se mig selv, som barn af min mor, kunne jeg genkende en del navne. Hele min mors slægt og dem havde jeg jo hørt om, men viste ikke hvor og hvordan de var i familiens stamtræ. Det var lidt spændende.
Min fætter havde brugt et anerkendt slægtsprogram. Jeg tænkte det vil jeg også prøve.

Kontakt til sverige

Nu er det åbenbart sådan med det der slægtsprogram, at man skal register sig med mail og kode. Og programmer finder selv forbindelse imellem familie.
Så da jeg havde begyndt at lege med MIT stamtræ og havde tilføjet min mor og morfar, forslog programmet et link til min fætters træ, vores fælles familie.
Det var helt iorden tænkte jeg.
Men hvad jeg ikke vidste var, at programmet sendte en mail til min fætter og fortalte at det var et sammentræf mellem vores træer.
Hvilket gjorde at min fætter i sverige kontaktede mig. Vi skrev lidt sammen og pludseligt ringede han til mig.
Det var den første kontakt med ham, min store fætter jeg ikke havde haft forbindelse med i over 55 år. Jeg må nok indrømme at det både var underligt og hyggeligt. Familie!
Og pludseligt havde jeg også kontakt til mine kusiner i sverige. Vi skrev og fortalte hinanden om vores liv, sendte billeder m.m. Familie, noget nyt, lidt hyggeligt, underligt, men hyggeligt og ikke så stalking artigt.
Og i sommers havde jeg fornøjelsen af at spise frokost med min fætter Peter fra sverige og hans kone. De var i danmark. Vi hyggede og nød en dag sammen.

Skilsmissen

Som tidligere skrevet blev min mor skilt fra min far da jeg var en 5 år. Det var en lang skilsmisse. Men jeg mærkede ikke rigtig noget til den. Andet end at vi var flyttet fra New York og til Danmark.
Efter min mor døde fandt jeg hele sagen og breve skrevet mellem familien i New York og til min mor.
Men jeg læste den ikke rigtig. Men en dag da jeg rydde op fandt jeg den igen og kiggede den, igennem med min yngste datter. Vi fandt billeder og andet om min far og andre venner af familien i New York.
I et brev beder min far om at de fik lukket sagen og blev skilt da han havde fundet en han levede med og han viste at min mor også leve med en anden.
Pludseligt lærte jeg noget om min familie jeg ikke viste, og så på en alder af 72 år. Noget nyt om min biologiske familie.
Spændende! Næste underligt at læse.

MEN SÅ.

Men det næste var utroligt og meget underligt. Jeg havde selvfølgelig fortalt om at jeg havde en søster og en bror i USA, mens vi kiggede i skilsmissens papirer. Jeg fortalte også om min far, det jeg viste og troede jeg viste.
Nu ville slæbene, at det der slægtsprogram, blev ved med at finde mulige familie til mit stamtræ.
Og pludselig kom der en besked fra programmet at den havde fundet en person som havde forbindelse til min far.
Jeg kunne desvære ikke se mere, med mindre at jeg betalte ved kasse ét. Og jeg ville ikke betale.
Men jeg kunne se et navn.
Og så begynte stalking igen. Det kunne være min søster, men var det det? Var det noget af min familie fra USA? Skulle jeg kontakte vedkommende? og hvad vil hun tænke?

Min søster

Jeg fik taget mig sammen og skrev til en fremmede på Facebook, der nok var min søster. Lidt grænseoverskridende, og især for en ensom ulv.
Og hvad skriver man så. – hej er du min søster – så jeg din bror, eller – Hej jeg hedder David og min far hed Elton, hvad hedder din far –

Jeg valgte en model der hed – Sorry to write to you but it… – og fortalte kort at min mor havde taget mig med til danmark i 56 og min mor hed Kirsten og at jeg ledte efter min familie i USA.
Jeg fik et svar tilbage, der ønskede at jeg lige fortalte lidt mere om min familie. Hvilket jeg selvfølgelig gerne ville. Og fortalte at min far hed Elton.
Den fremmede var pludselig ikke fremmede mere, men en meget glad søster.
Jeg havde fundet min søster og hun var glad for det.

Famile – efter 72 år

Jeg var også glad for at have fundet min (halv) søster. Underligt og spændenede. Vi havde jo aldrig mødt hinanden. Jeg viste hun var der ude et sted. Og nu havde jeg kontakt.
Det viste sig at min lille søster havde forsøgt at finde mig via Facebook men uden held. Min far havde gemt ting jeg havde lavet i skolen, men havde gemt det lidt væk. Men min søster havde gemt det.

Men at blive store bror i en alder på 72, sært. Jeg havde jo aldrig været bror for nogen eller haft så tæt familie, og alligevel så langt fysisk væk.
Hun var interesseret i mig og hvordan mit liv var og jeg det samme. Hun viste jo noget om min far. Min far som jeg næsten ikke kendte. Og det jeg viste om ham måske havde en grund. Og jeg havde ting som hun ikke kendte.
Vi var fremmede og alligevel så tætte. Vi fyldte på vores fælles familie historie. Og gør det stadigvæk.

Men jeg fik ikke kun en søster, men jeg havde også 2 brødre. En svoger og to svigerinder. Her til kom en del niecer og nevøer. Alt i alt fik jeg en hel stor familie.
Og jeg kan lide det. Min søster er krøbet så meget ind under huden, at jeg en gang i mellem tager mig selv i at tænke på om hun har det godt.

Fortryder jeg!

Jeg kan godt fortryde at jeg ikke kom i gang med familien, noget tidligere.
Og… men jeg er ikke sikker på at det ville have været anderledes. Min fortrydelse går nok mest på, at nu hvor jeg har skrevet med min familie på min fars side, ville jeg godt have set min far – han holdt jo af mig. Men min mor beskyttede mig, hvilket hun mente var bedst for mig.
Jeg ville gerne for mine børns skyld have lært dem om både min mors side af familien og min fars side af familien. Men.. måske beskyttede jeg den eller mig selv.

Men det familie på godt og ondt, en underlig størrelse.

Share
Kategorier
Familien Grumpy old man Oplevelse

De andre gamle

Alder, billeder og de gamle, – en sjov størrelse

Forleden dag kom jeg gående på gaden, og imod mig kom der en ung kvinde.
Det jo Britt, gad vide hvordan det går med hende, tænkte jeg.
– For bare sekundet efter tænke nej… det er det nok ikke.. 

Forklaringer er at den kvinde jeg så lignede Britt. Hun var ca.25-30 år, smilende, smalt ansigt og så videre. Det var Britt.
Og Britt var en medarbejder jeg kendte i 1980, – så Britt ville idag være på alder med mig. (og ikke en ung kvinde) 

Sjovt som hjernen ikke forælder folk som man ikke har set længe. Ligesom at jeg, i min egen opfattelse, stadigvæk er i 30érne. Det kun når jeg set billeder af mig selv eller jeg forsøger at løbe efter en bus, at min hjerne erkender at jeg er 70. Underligt

Selv når jeg køre i tog-bus kigger mine øjne rundt på mine med menesker og hjernen filtrer ud fra “de gamle” billet arkiv, om der er nogen jeg kender. Og. så sker det at “misinformation” man falder over en Britt eller Tom, som slet ikke er dem. Min hjerte har åbenbart ikke et “sådan er de ud som ældre” filtre.

Og på den anden side er det underligt at dem jeg set tit, heller ikke bliver ældre, på samme måde som dem jeg kun ser en gang om året. For slet ikke at tale om den dem jeg ser med endnu større entervalg.

Unge ældre gamle Schelin

Jeg ved som sagt ikke hvad det er der sker.
For selv hos lægen, frisøren eller i butikken, er jeg 30, hvilket tit forvirret dem der betjener mig. De opfører sig som om jeg var 60-70 årige gammel mand. Smiler overbærende og svare høfligt, som man gør til ældremedborger.  

Hvad er det er sker.
Mine omgivelser bliver ældre og de tror at jeg følger med. Sådan ser min hjerne det ikke.

Det hænder også at jeg løber ind i folk der spørg mig om jeg ikke kan kende dem.
Sådan nogen voksende mennesker nede i supermarked. og jeg tøver og forsøger at få hjernen i sving. Der efter siger at jeg jo har passet dem, og at de nu har børn nu, der går på uddannelse.
Det jo helt tosset. Jeg har jo aldrig passet 40 årige voksne mennesker – jeg har passet børn.

Når jeg tænker tilbage på de gamle mennesker jeg har kendt. Tænker jeg på den som gamle. Selv om jeg nok nu er ældre end dem! 

Mine forældre var jo allerede gamle da jeg kom til verden. Det var jeg ikke da jeg selv fik barn, – som ung.
Og jeg tænker på dem, mine forældre som gamle, selv om, jeg nok nu er ældre end dem, da de døde.
Jeg er jo bare deres søn og ikke en (ældre) mand. 

Nå ja. Selv min familie har tilladt sig at blive voksne.

Det skal lige siges at jeg er ikke det store familie menneske.
En af mine mostre kalte mig den ensomt ulv. Fordi jeg var sådanne en der ikke bandt mig til andre og altid strejfede alene rundt. Og det en nok rigtigt

Men tilbage til familien. Jeg var til begravelse for nogle år siden, – min moster. Her deltog min fætter og kusine. I mit hoved var min fætter en dreng på de her 5-7 år, en lille lort.
Men ham der var med, havde skæg og meget dyb stemme og var en meget voksen mand. Og min kusine havde gråt hår. Hvilket var helt galt, hun har jo altid haft helt sort hår og er … – men det var dem.

Jeg har også familie over i Sverige. Jeg har endda smalfilm fra vi var børn og jeg husker tydeligt dem alle.
Det skal lige siges at jeg ikke har set dem i 55år.
Jeg husker min fætter er meget ældre end jeg, han var en af de store der lige har fået kørekort. Og jeg så op til ham. Nu er vi næsten lige gamle. Han er 3 år ældre end jeg. Men den gang var han meget ældre end jeg. Jeg var barn han ung, og nu lige gamle – næsten.
Min lille rødhåret kusine, der bare er irriterende og hendes storesøster som jeg var i Italien med. Langt lyst hår.

Mine kusiner fra min hjernes billedarkiv

Jeg har lige set et billede af dem, som er taget inden for de sidste år. Og jeg er sikker på at der er noget galt med den måde man tager billeder på i Sverige.
(Eller måske det bruger et af disse mordernede snap filter.)
Min fætter ligner min onkel – hans far og mine kusiner har farvet håret. Og så er de jo blevet til voksne.
De er blevet ældre….. 

Jeg kan ikke forstå det, min hjerne plejer da ikke at svigte mig sådan. Har verden virkeligt ændret dem de andre så meget – og ikke mig – underligt.

Og gud hjælpende om jeg ikke her i går blev ringer op af min datter der fortalte mig at hun havde været til lægen. Det var ikke noget alvorligt. Men lægen havde sagt til hende at det var noget der kom med alderen – når man blev ældre.

Min lille datter bliver ikke ældre, hun blev voksen. Og det kan godt være at hun har fået børn og at disse er ved at flytte hjemme fra, men ældre…Nej. De er stadigvæk børn…

Nå men det er sikker sådan at andre bliver ældre bare ikke mig og dem jeg kender godt. Så hvis man vil forblive ung gælder det om at forblive unge sammen.

Den gamle sure mand på vestegnen, Danmark.

PS. Jeg har opdaget at på de fleste hoteller har udstyret deres badeværelser med et forældelsesspejl. Jeg hader dem og den gamle mand der er i dem….

Share
Kategorier
Familien Historien

Min tid, mit ur

Der er meget få af os der kan sige at de har noget der har fuldt dem igennem HELE livet. Noget der har målt deres rejse i tid, fra fødsel til … Noget der uden at gøre sig bemærket alligevel bære en historie om en barndom og en oplevet af kærlighed.

Når man som jeg er nået en alder på over de 70 sommer, og stadigvæk har den tidsmaskine jeg fik da jeg blev født, er det vel lidt sejt. 

From The baby book

Utroligt nok har jeg det ur, som jeg fik da jeg kom til verden i 1952. Man kan næsten kalde uret en livs ledsager. Uret har fuldt mig i gennem livet – kærester, krise og glæde, dog uden at betyde noget for mig før nu. Tænk at man skulle blive 70 før man så skønheden og så endda med hjælp af et TV program. 

Takket være TV2 og Rune Bakkendorff går min ny fundet kærlighed nu igen. 

Men for st starte fra begyndelsen og kort fortalt, så har dette ur tager rejsen med mig fra USA og med skib over Atlanterhavet og til danmark. 

Som skrevet fik jeg et ur i fødsels gave da jeg kom til verden i New York, USA. Et fint ur med slangeskind rem. 

Da jeg blev 5 år rejste min mor og jeg tilbage til danmark og uret kom med. Jeg husker ikke rigtig uret før jeg kom i skole.

Men som barn HADET jeg uret. Jeg var jo barn. Uret var ikke i mine øjne fikst og rundt som de andres ure. Det var firkantet og gult, med en kedelig skærm. Det eneste sejt ved uret var at mine initialer var indgraveret på bagsiden. Men jeg fik ikke et nyt. 

Uret har aldrig rigtigt sagt mig noget. Men det har nu ændret sig og jeg er nu blevet mega glad og stolt af mit ur. Og pludseligt er jeg begyndt at se på uret med andre øjne. Det er gået op for mig at jeg har noget familie historie, arvestykke jeg kan give videre. 

Men hvordan kommer TV2 så ind i billede. For der er næsten deres skyld at det nu går igen. Men kan sige at det er tilfældighederne skyld. 

TV2 sendte nogle programmer de kaldte “Værkstedet”, hvor både kendte og almindelige folk kom med nogle ting der havde affektionsværdi og minder for dem. Og tingene de kom med var blevet ramt af tidens tand og blevet defekt. 

Der var så en håndfuld specialister, mirakel mænd og kvinder der så fik repareret de indbragte genstande så ejeren fik deres ønske om at se det virke igen opfyldt. Genoplivet minder fra en tid der var for længe siden.

Der var en møbel konservator, en bamse/dukke doktor, med flere. Urmageren i Programmet var en Rune. 

I forbindelse med det program kom jeg i tanke om mit gamle ur dom lå i min rode skuffe. Hvor der også ligger et par lommeure, blyant spidser, fyldepen og en del andet fra fortiden.
Jeg troede at, uret nok “bare” var et billigt børne ur jeg havde fået, for 70 år siden. 

Men jeg studerede det lidt mere og fandt ud af at det havde et navn. Hamilton. 

Men navnet Hamilton sagde mig virkelig ikke noget. Selv børne ure skal vel hedde noget. Jeg slog det op på nettet og fandt ud af at Hamilton var et af USA største og kendte ur prodecenter en gang. Det havde blandt andet lavet ure til den amerikanske hær. Men for at følge med tiden lavede det et (muligvis tvunget) samarbejde med et ur firma i Schweiz. Nu er Hamilton et kendt mærke fra Schweiz. 

Så var jeg blevet interesseret og undersøgte mit ur lidt mere. Jeg viste godt at det ikke rigtig kunne gå mere. Det havde fået nogle tæsk. det var jo blevet brugt uden viden om hvad det var andet end et ur. uden at tænke på ar det jo kunne blive og at det kunne blive til et avestykke.
Men fandt også ud af at det var 14k guld. Og langsomt fik jeg en ide om at få det tilbage. Tænk at det havde overlevet lige som jeg i 70 år. 

Men hvor går man hen med et gammel ur. Urmager i dagens danmark er jo ikke sådan lige til at finde. De er smykke bikse og kan muligvis skifte et batteri, og det er det. Og jeg ved ikke om jeg tør overlade “min nu smukke ur” til dem. 

Og så kom jeg i tanke om urmageren fra TV2 programmet der havde sat det hele igang. Måske kunne denne Rune hjælpe med at finde en kompetent urmager det kunne se på uret. 

Et nyt opslag og jeg fandt frem til Rune og sendte en mail hvor jeg bad om et godt råd.

Hej Rune
Undskyld jeg forstyrer
Jeg skriver fordi jeg er en ældre mand der har set værkstedet i tv. Og syntes det er fantastisk. Og så kom jeg i tanke om at jeg havde et ur. 
Uret fik jeg i navngivnings gave i 1952, da jeg blev født i New York. Jeg brugte det som barn men det var jo ikke som det de andre havde. 
Den gang var det jo bare et ur. 
Men efter at havde set jer i tv har jeg fået den ide at jeg ville give det til min barnebarn eller søn. 
Jeg har fundet ud af at det er et Hamilton og er 14k og at Hamilton åbenbart er noget. 

Men for at komme ferm til det væsenlige. Hvor går man hen og får det lavet. 
Det kan gå kort men går i stå. Tror du alle urmager kan fikse det eller hvad. Håber du kan hjælpe mit 70 år gamle ur

Med venlig hilsen

Hvor heldig kan man være. Jeg var så heldig at Rune sv varede mig på en mail og med et svar om at han selv gerne ville kigge på uret.
Jeg fik en aftale om at han ville skille uret, give det er rensning og en ny fjeder. Og ikke nok med det så fik jeg også lidt mere historie om Hamilton.

Og nu går det igen. Viser tiden præcis, hvis man husket at trække det op. Det er jo analogt, men det er hyggeligt. Og det har enda fået ny rem. Så nu er det klart til af finde en ny arving der vil passe godt på det i de næste mange år. MEN det skal lige bo hus mig lidt.

Men det sjove er, at det at jeg nu har et ur der går, har sat tanker igang hos mig. Tanker jeg tidligere har skrevet om her på denne site. Nemlig den historie, familie kultur og arv vi bære på. Det at kunne give vores egen private historie videre. 

Jeg har tidligere skrevet om billeder og smalfilm, som også er bærer af vores familie kultur. Lige som de ting der forandres i en digital verden. 

Der er nu noget helt utroligt med et analogt ur. En række tal og noget mekanik, der selv efter 70 år virker. En tidsmaskine der stadigvæk virker. Det kan ikke vet samme som vores digitale vidunder af i dag, men det kan bære en historie. 

Der er vel næppe nogen der kan forstille sig, at der er nogen, der om 70 år tager mit Appel ur frem kigger på der og får det til at virke. Der er nok ikke så meget at arve i et Apple ur og heller ikke nogen familie historie at fortælle.

Men til gengæld er det noget familie historie at fortælde i analog ure. Bedstefats lomme ur som kan gå i arv til søn, datter eller et barnebarn. Det gamle stander ur m.m.

Jeg ville ønske at der var nogen der tog emnet om familiens arv og kultur historie op inden det er for sent. Det kunne være ældresagen eller fagbevægelsens ældreorganisationer som faglige senior. Og forsøge at fortælle os hvordan vi kan give en analog familie kultur arv videre til de digitale indfødte. Og hvordan vi for formildet at det at kunne give deres børn og børnebørn en historie er vigtigt.

Og det er ikke fordi jeg som gammel sur mand ikke er digital hvilket kan ses på min blogg My Iphone Goodies.
Men det ene udelukker ikke det andet. 

Rune Hjorth Bakkendorff og David Schelin

Tak til Rune og alle de andre der er med til at holde historien i gang.

Share
Kategorier
Familien

Livets lærer..

Livesskole i træet

Man skal lære for livet og hele livet. Med dette vil jeg gerne indlede et lille skriv om nogle af mine læremester. Hvem lærte jer om livet?

LÆS OM MIT LIVS LÆRERE HER “Livets lærer..”
Share
Kategorier
Familien

Min sang, mit Musik Avatar

Vi samles tit her i liver til begivenheder hvor vi fejre, mindes eller hædre et andet menneske. Ved rigtig mange af disse sammenkomster bryder vi ud i en sang. Det er lige fra dåb, fødselsdag, jubilæum, jul og over til begravelse, bisættelse og andre religiøse handlinger.

Nå vi går i kirken for at tage afsked med en god ven, bekendt eller et familie medlem. Så har det været tradition at man i kirken skulle synge en samler eller to.

LÆS OM MIT LIV I MUSIK “Min sang, mit Musik Avatar”
Share
Kategorier
Oplevelse

Den vej vi kom fra

Et kig ned af vejen, på fortiden.

Jeg er en mand i sin bedste alder, – er vild med mobiler og andre elektroniske dimser. Man kan nok ikke kalde mig for en maskinstormer, men er vild med teknik. Mit hjem er flydt med video overvågning, lys der tænder af sig selv og kan styres fra telefonen. Det skriver jeg meget mere om på My iPhone Goodies

Så disse betragtninger fra The old grumply man, er mere bare tanke om end modstand i mod en udvikling.

Men jeg syntes det er spændende og har her lave nogle betragtninger om hvilken indflydelse denne mobilen har på vores liv eller har haft på vores opfattelse af verden.

Hvilken indflydelse har den teknologi på vores liv i stort og småt.

Læs mere “Den vej vi kom fra”
Share