usa – Schelin

En underlig størrelse

Jeg fik engang at vide af min nu afdøde moster, at jeg var en omstrejfende ulv. Og jeg tror hun mente det pænt.
Jeg var bare sådan en der passede min egen lille flok, langt borte fra resten af den store familie.
Og hun havde ret.
Jeg vidste godt at jeg havde familie. Både onkel, tante, moster og morbrødre. Jeg kendte også mine fætre og kusiner. Altsammen på min mors side af mit ophav.
Jeg kendte til min far, som min mor var blevet skilt fra da jeg var 5. Han boede i USA hvor jeg også kom fra. Men min mor og jeg boede i Danmark, som jeg kom til da de blev skilt.
Jeg voksede op som enebarn, og så kun lidt til familien. Det var mit valg, tror jeg.
De kloge kalder det Selektiv socialisering

Men

Da jeg var teenager fik jeg at vide at min far, som jeg stadigvæk ikke havde forbindelse til, grundet min mor, havde fundet en ny kone. Og at jeg havde en lillesøster og en lille bror. Altså børn min far havde fået med sin nye kone i USA.
Men som dreng, teenager og fuldfart på, var det ikke noget jeg syntes var så interessant.

Men jeg har altid fortalt om dem, mine søskende, når jeg har snakket om familie, med folk. Ligesom jeg talte om min familie i sverige og her i Danmark. Men jeg havde ikke kontakt til nogen af dem.
Lige med undtagelse af min morbror i Esbjerg. Her var kontakten et julekort hver år. Det var nok mere tradition en familie, fra min side af.

Lidt stalking

Men på trods af at jeg ikke havde forbindelse til min familie i norden, fulgte jeg med. Jeg vidste at min kusine var blevet kunstner og levede af det. Kendte til hendes website. Jeg vidste at hendes bror, min fætter var blevet designer. Og jeg vidste at min fætter i sverige var blevet skorstensfejer, som sin far, og havde stort firma i Stokholm.

Da min mor lå for døden, mødte jeg en gang min kusine. Hun besøgte min mor, som jeg passede.
Der var nok gået mindst 20/25 år siden vi sidst havde set hinanden.
Og så gik der lige 10/15 år inden vi skulle mødes igen, ved hendes mors begravelse. Og jeg har lige skrevet med hende (10 år siden), da jeg fandt nogle film med hende som barn.
Så jeg overrender ikke min store familien.
Jeg har også forsøgt af finde min far. Og fandt ud af at hav var gået bort i 1980. Mere kan man ikke rigtig få ud af internettet, når man søger udefra og ind i USA.
Og nu jeg var igang, søgte jeg på Facebook efter min søster og bror. Men mår man ikke ved hvad de hedder ud over vores efter navn, er det svært. For ikke at sige umuligt, sådan at lave stalking den vej.
Der er et sociologisk begreb for det Ambient Awareness.

Stamtræ

Når man sådan stalker på netter, finder man en gang i mellem ting. Således faldt jeg over et stamtræ på nettet der var opretter af min fætter i sverige.
Sjovt. Udover at jeg kunne se mig selv, som barn af min mor, kunne jeg genkende en del navne. Hele min mors slægt og dem havde jeg jo hørt om, men viste ikke hvor og hvordan de var i familiens stamtræ. Det var lidt spændende.
Min fætter havde brugt et anerkendt slægtsprogram. Jeg tænkte det vil jeg også prøve.

Kontakt til sverige

Nu er det åbenbart sådan med det der slægtsprogram, at man skal register sig med mail og kode. Og programmer finder selv forbindelse imellem familie.
Så da jeg havde begyndt at lege med MIT stamtræ og havde tilføjet min mor og morfar, forslog programmet et link til min fætters træ, vores fælles familie.
Det var helt iorden tænkte jeg.
Men hvad jeg ikke vidste var, at programmet sendte en mail til min fætter og fortalte at det var et sammentræf mellem vores træer.
Hvilket gjorde at min fætter i sverige kontaktede mig. Vi skrev lidt sammen og pludseligt ringede han til mig.
Det var den første kontakt med ham, min store fætter jeg ikke havde haft forbindelse med i over 55 år. Jeg må nok indrømme at det både var underligt og hyggeligt. Familie!
Og pludseligt havde jeg også kontakt til mine kusiner i sverige. Vi skrev og fortalte hinanden om vores liv, sendte billeder m.m. Familie, noget nyt, lidt hyggeligt, underligt, men hyggeligt og ikke så stalking artigt.
Og i sommers havde jeg fornøjelsen af at spise frokost med min fætter Peter fra sverige og hans kone. De var i danmark. Vi hyggede og nød en dag sammen.

Skilsmissen

Som tidligere skrevet blev min mor skilt fra min far da jeg var en 5 år. Det var en lang skilsmisse. Men jeg mærkede ikke rigtig noget til den. Andet end at vi var flyttet fra New York og til Danmark.
Efter min mor døde fandt jeg hele sagen og breve skrevet mellem familien i New York og til min mor.
Men jeg læste den ikke rigtig. Men en dag da jeg rydde op fandt jeg den igen og kiggede den, igennem med min yngste datter. Vi fandt billeder og andet om min far og andre venner af familien i New York.
I et brev beder min far om at de fik lukket sagen og blev skilt da han havde fundet en han levede med og han viste at min mor også leve med en anden.
Pludseligt lærte jeg noget om min familie jeg ikke viste, og så på en alder af 72 år. Noget nyt om min biologiske familie.
Spændende! Næste underligt at læse.

MEN SÅ.

Men det næste var utroligt og meget underligt. Jeg havde selvfølgelig fortalt om at jeg havde en søster og en bror i USA, mens vi kiggede i skilsmissens papirer. Jeg fortalte også om min far, det jeg viste og troede jeg viste.
Nu ville slæbene, at det der slægtsprogram, blev ved med at finde mulige familie til mit stamtræ.
Og pludselig kom der en besked fra programmet at den havde fundet en person som havde forbindelse til min far.
Jeg kunne desvære ikke se mere, med mindre at jeg betalte ved kasse ét. Og jeg ville ikke betale.
Men jeg kunne se et navn.
Og så begynte stalking igen. Det kunne være min søster, men var det det? Var det noget af min familie fra USA? Skulle jeg kontakte vedkommende? og hvad vil hun tænke?

Min søster

Jeg fik taget mig sammen og skrev til en fremmede på Facebook, der nok var min søster. Lidt grænseoverskridende, og især for en ensom ulv.
Og hvad skriver man så. – hej er du min søster – så jeg din bror, eller – Hej jeg hedder David og min far hed Elton, hvad hedder din far –

Jeg valgte en model der hed – Sorry to write to you but it… – og fortalte kort at min mor havde taget mig med til danmark i 56 og min mor hed Kirsten og at jeg ledte efter min familie i USA.
Jeg fik et svar tilbage, der ønskede at jeg lige fortalte lidt mere om min familie. Hvilket jeg selvfølgelig gerne ville. Og fortalte at min far hed Elton.
Den fremmede var pludselig ikke fremmede mere, men en meget glad søster.
Jeg havde fundet min søster og hun var glad for det.

Famile – efter 72 år

Jeg var også glad for at have fundet min (halv) søster. Underligt og spændenede. Vi havde jo aldrig mødt hinanden. Jeg viste hun var der ude et sted. Og nu havde jeg kontakt.
Det viste sig at min lille søster havde forsøgt at finde mig via Facebook men uden held. Min far havde gemt ting jeg havde lavet i skolen, men havde gemt det lidt væk. Men min søster havde gemt det.

Men at blive store bror i en alder på 72, sært. Jeg havde jo aldrig været bror for nogen eller haft så tæt familie, og alligevel så langt fysisk væk.
Hun var interesseret i mig og hvordan mit liv var og jeg det samme. Hun viste jo noget om min far. Min far som jeg næsten ikke kendte. Og det jeg viste om ham måske havde en grund. Og jeg havde ting som hun ikke kendte.
Vi var fremmede og alligevel så tætte. Vi fyldte på vores fælles familie historie. Og gør det stadigvæk.

Men jeg fik ikke kun en søster, men jeg havde også 2 brødre. En svoger og to svigerinder. Her til kom en del niecer og nevøer. Alt i alt fik jeg en hel stor familie.
Og jeg kan lide det. Min søster er krøbet så meget ind under huden, at jeg en gang i mellem tager mig selv i at tænke på om hun har det godt.

Fortryder jeg!

Jeg kan godt fortryde at jeg ikke kom i gang med familien, noget tidligere.
Og… men jeg er ikke sikker på at det ville have været anderledes. Min fortrydelse går nok mest på, at nu hvor jeg har skrevet med min familie på min fars side, ville jeg godt have set min far – han holdt jo af mig. Men min mor beskyttede mig, hvilket hun mente var bedst for mig.
Jeg ville gerne for mine børns skyld have lært dem om både min mors side af familien og min fars side af familien. Men.. måske beskyttede jeg den eller mig selv.

Men det familie på godt og ondt, en underlig størrelse.

Der er meget få af os der kan sige at de har noget der har fuldt dem igennem HELE livet. Noget der har målt deres rejse i tid, fra fødsel til … Noget der uden at gøre sig bemærket alligevel bære en historie om en barndom og en oplevet af kærlighed.

Når man som jeg er nået en alder på over de 70 sommer, og stadigvæk har den tidsmaskine jeg fik da jeg blev født, er det vel lidt sejt.

Utroligt nok har jeg det ur, som jeg fik da jeg kom til verden i 1952. Man kan næsten kalde uret en livs ledsager. Uret har fuldt mig i gennem livet – kærester, krise og glæde, dog uden at betyde noget for mig før nu. Tænk at man skulle blive 70 før man så skønheden og så endda med hjælp af et TV program.

Takket være TV2 og Rune Bakkendorff går min ny fundet kærlighed nu igen.

Men for st starte fra begyndelsen og kort fortalt, så har dette ur tager rejsen med mig fra USA og med skib over Atlanterhavet og til danmark.

Som skrevet fik jeg et ur i fødsels gave da jeg kom til verden i New York, USA. Et fint ur med slangeskind rem.

Da jeg blev 5 år rejste min mor og jeg tilbage til danmark og uret kom med. Jeg husker ikke rigtig uret før jeg kom i skole.

Men som barn HADET jeg uret. Jeg var jo barn. Uret var ikke i mine øjne fikst og rundt som de andres ure. Det var firkantet og gult, med en kedelig skærm. Det eneste sejt ved uret var at mine initialer var indgraveret på bagsiden. Men jeg fik ikke et nyt.

Uret har aldrig rigtigt sagt mig noget. Men det har nu ændret sig og jeg er nu blevet mega glad og stolt af mit ur. Og pludseligt er jeg begyndt at se på uret med andre øjne. Det er gået op for mig at jeg har noget familie historie, arvestykke jeg kan give videre.

Men hvordan kommer TV2 så ind i billede. For der er næsten deres skyld at det nu går igen. Men kan sige at det er tilfældighederne skyld.

TV2 sendte nogle programmer de kaldte “Værkstedet”, hvor både kendte og almindelige folk kom med nogle ting der havde affektionsværdi og minder for dem. Og tingene de kom med var blevet ramt af tidens tand og blevet defekt.

Der var så en håndfuld specialister, mirakel mænd og kvinder der så fik repareret de indbragte genstande så ejeren fik deres ønske om at se det virke igen opfyldt. Genoplivet minder fra en tid der var for længe siden.

Der var en møbel konservator, en bamse/dukke doktor, med flere. Urmageren i Programmet var en Rune.

I forbindelse med det program kom jeg i tanke om mit gamle ur dom lå i min rode skuffe. Hvor der også ligger et par lommeure, blyant spidser, fyldepen og en del andet fra fortiden.
Jeg troede at, uret nok “bare” var et billigt børne ur jeg havde fået, for 70 år siden.

Men jeg studerede det lidt mere og fandt ud af at det havde et navn. Hamilton.

Men navnet Hamilton sagde mig virkelig ikke noget. Selv børne ure skal vel hedde noget. Jeg slog det op på nettet og fandt ud af at Hamilton var et af USA største og kendte ur prodecenter en gang. Det havde blandt andet lavet ure til den amerikanske hær. Men for at følge med tiden lavede det et (muligvis tvunget) samarbejde med et ur firma i Schweiz. Nu er Hamilton et kendt mærke fra Schweiz.

Så var jeg blevet interesseret og undersøgte mit ur lidt mere. Jeg viste godt at det ikke rigtig kunne gå mere. Det havde fået nogle tæsk. det var jo blevet brugt uden viden om hvad det var andet end et ur. uden at tænke på ar det jo kunne blive og at det kunne blive til et avestykke.
Men fandt også ud af at det var 14k guld. Og langsomt fik jeg en ide om at få det tilbage. Tænk at det havde overlevet lige som jeg i 70 år.

Men hvor går man hen med et gammel ur. Urmager i dagens danmark er jo ikke sådan lige til at finde. De er smykke bikse og kan muligvis skifte et batteri, og det er det. Og jeg ved ikke om jeg tør overlade “min nu smukke ur” til dem.

Og så kom jeg i tanke om urmageren fra TV2 programmet der havde sat det hele igang. Måske kunne denne Rune hjælpe med at finde en kompetent urmager det kunne se på uret.

Et nyt opslag og jeg fandt frem til Rune og sendte en mail hvor jeg bad om et godt råd.

Hej Rune
Undskyld jeg forstyrer
Jeg skriver fordi jeg er en ældre mand der har set værkstedet i tv. Og syntes det er fantastisk. Og så kom jeg i tanke om at jeg havde et ur.
Uret fik jeg i navngivnings gave i 1952, da jeg blev født i New York. Jeg brugte det som barn men det var jo ikke som det de andre havde.
Den gang var det jo bare et ur.
Men efter at havde set jer i tv har jeg fået den ide at jeg ville give det til min barnebarn eller søn.
Jeg har fundet ud af at det er et Hamilton og er 14k og at Hamilton åbenbart er noget.

Men for at komme ferm til det væsenlige. Hvor går man hen og får det lavet.
Det kan gå kort men går i stå. Tror du alle urmager kan fikse det eller hvad. Håber du kan hjælpe mit 70 år gamle ur

Med venlig hilsen

Hvor heldig kan man være. Jeg var så heldig at Rune sv varede mig på en mail og med et svar om at han selv gerne ville kigge på uret.
Jeg fik en aftale om at han ville skille uret, give det er rensning og en ny fjeder. Og ikke nok med det så fik jeg også lidt mere historie om Hamilton.

Og nu går det igen. Viser tiden præcis, hvis man husket at trække det op. Det er jo analogt, men det er hyggeligt. Og det har enda fået ny rem. Så nu er det klart til af finde en ny arving der vil passe godt på det i de næste mange år. MEN det skal lige bo hus mig lidt.

Men det sjove er, at det at jeg nu har et ur der går, har sat tanker igang hos mig. Tanker jeg tidligere har skrevet om her på denne site. Nemlig den historie, familie kultur og arv vi bære på. Det at kunne give vores egen private historie videre.

Jeg har tidligere skrevet om billeder og smalfilm, som også er bærer af vores familie kultur. Lige som de ting der forandres i en digital verden.

Der er nu noget helt utroligt med et analogt ur. En række tal og noget mekanik, der selv efter 70 år virker. En tidsmaskine der stadigvæk virker. Det kan ikke vet samme som vores digitale vidunder af i dag, men det kan bære en historie.

Der er vel næppe nogen der kan forstille sig, at der er nogen, der om 70 år tager mit Appel ur frem kigger på der og får det til at virke. Der er nok ikke så meget at arve i et Apple ur og heller ikke nogen familie historie at fortælle.

Men til gengæld er det noget familie historie at fortælde i analog ure. Bedstefats lomme ur som kan gå i arv til søn, datter eller et barnebarn. Det gamle stander ur m.m.

Jeg ville ønske at der var nogen der tog emnet om familiens arv og kultur historie op inden det er for sent. Det kunne være ældresagen eller fagbevægelsens ældreorganisationer som faglige senior. Og forsøge at fortælle os hvordan vi kan give en analog familie kultur arv videre til de digitale indfødte. Og hvordan vi for formildet at det at kunne give deres børn og børnebørn en historie er vigtigt.

Og det er ikke fordi jeg som gammel sur mand ikke er digital hvilket kan ses på min blogg My Iphone Goodies.
Men det ene udelukker ikke det andet.

Rune Hjorth Bakkendorff og David Schelin

Tak til Rune og alle de andre der er med til at holde historien i gang.