Kategorier
Familien Grumpy old man Oplevelse

De andre gamle

Alder, billeder og de gamle, – en sjov størrelse

Forleden dag kom jeg gående på gaden, og imod mig kom der en ung kvinde.
Det jo Britt, gad vide hvordan det går med hende, tænkte jeg.
– For bare sekundet efter tænke nej… det er det nok ikke.. 

Forklaringer er at den kvinde jeg så lignede Britt. Hun var ca.25-30 år, smilende, smalt ansigt og så videre. Det var Britt.
Og Britt var en medarbejder jeg kendte i 1980, – så Britt ville idag være på alder med mig. (og ikke en ung kvinde) 

Sjovt som hjernen ikke forælder folk som man ikke har set længe. Ligesom at jeg, i min egen opfattelse, stadigvæk er i 30érne. Det kun når jeg set billeder af mig selv eller jeg forsøger at løbe efter en bus, at min hjerne erkender at jeg er 70. Underligt

Selv når jeg køre i tog-bus kigger mine øjne rundt på mine med menesker og hjernen filtrer ud fra “de gamle” billet arkiv, om der er nogen jeg kender. Og. så sker det at “misinformation” man falder over en Britt eller Tom, som slet ikke er dem. Min hjerte har åbenbart ikke et “sådan er de ud som ældre” filtre.

Og på den anden side er det underligt at dem jeg set tit, heller ikke bliver ældre, på samme måde som dem jeg kun ser en gang om året. For slet ikke at tale om den dem jeg ser med endnu større entervalg.

Unge ældre gamle Schelin

Jeg ved som sagt ikke hvad det er der sker.
For selv hos lægen, frisøren eller i butikken, er jeg 30, hvilket tit forvirret dem der betjener mig. De opfører sig som om jeg var 60-70 årige gammel mand. Smiler overbærende og svare høfligt, som man gør til ældremedborger.  

Hvad er det er sker.
Mine omgivelser bliver ældre og de tror at jeg følger med. Sådan ser min hjerne det ikke.

Det hænder også at jeg løber ind i folk der spørg mig om jeg ikke kan kende dem.
Sådan nogen voksende mennesker nede i supermarked. og jeg tøver og forsøger at få hjernen i sving. Der efter siger at jeg jo har passet dem, og at de nu har børn nu, der går på uddannelse.
Det jo helt tosset. Jeg har jo aldrig passet 40 årige voksne mennesker – jeg har passet børn.

Når jeg tænker tilbage på de gamle mennesker jeg har kendt. Tænker jeg på den som gamle. Selv om jeg nok nu er ældre end dem! 

Mine forældre var jo allerede gamle da jeg kom til verden. Det var jeg ikke da jeg selv fik barn, – som ung.
Og jeg tænker på dem, mine forældre som gamle, selv om, jeg nok nu er ældre end dem, da de døde.
Jeg er jo bare deres søn og ikke en (ældre) mand. 

Nå ja. Selv min familie har tilladt sig at blive voksne.

Det skal lige siges at jeg er ikke det store familie menneske.
En af mine mostre kalte mig den ensomt ulv. Fordi jeg var sådanne en der ikke bandt mig til andre og altid strejfede alene rundt. Og det en nok rigtigt

Men tilbage til familien. Jeg var til begravelse for nogle år siden, – min moster. Her deltog min fætter og kusine. I mit hoved var min fætter en dreng på de her 5-7 år, en lille lort.
Men ham der var med, havde skæg og meget dyb stemme og var en meget voksen mand. Og min kusine havde gråt hår. Hvilket var helt galt, hun har jo altid haft helt sort hår og er … – men det var dem.

Jeg har også familie over i Sverige. Jeg har endda smalfilm fra vi var børn og jeg husker tydeligt dem alle.
Det skal lige siges at jeg ikke har set dem i 55år.
Jeg husker min fætter er meget ældre end jeg, han var en af de store der lige har fået kørekort. Og jeg så op til ham. Nu er vi næsten lige gamle. Han er 3 år ældre end jeg. Men den gang var han meget ældre end jeg. Jeg var barn han ung, og nu lige gamle – næsten.
Min lille rødhåret kusine, der bare er irriterende og hendes storesøster som jeg var i Italien med. Langt lyst hår.

Mine kusiner fra min hjernes billedarkiv

Jeg har lige set et billede af dem, som er taget inden for de sidste år. Og jeg er sikker på at der er noget galt med den måde man tager billeder på i Sverige.
(Eller måske det bruger et af disse mordernede snap filter.)
Min fætter ligner min onkel – hans far og mine kusiner har farvet håret. Og så er de jo blevet til voksne.
De er blevet ældre….. 

Jeg kan ikke forstå det, min hjerne plejer da ikke at svigte mig sådan. Har verden virkeligt ændret dem de andre så meget – og ikke mig – underligt.

Og gud hjælpende om jeg ikke her i går blev ringer op af min datter der fortalte mig at hun havde været til lægen. Det var ikke noget alvorligt. Men lægen havde sagt til hende at det var noget der kom med alderen – når man blev ældre.

Min lille datter bliver ikke ældre, hun blev voksen. Og det kan godt være at hun har fået børn og at disse er ved at flytte hjemme fra, men ældre…Nej. De er stadigvæk børn…

Nå men det er sikker sådan at andre bliver ældre bare ikke mig og dem jeg kender godt. Så hvis man vil forblive ung gælder det om at forblive unge sammen.

Den gamle sure mand på vestegnen, Danmark.

PS. Jeg har opdaget at på de fleste hoteller har udstyret deres badeværelser med et forældelsesspejl. Jeg hader dem og den gamle mand der er i dem….

Share
Kategorier
Familien Historien

Min tid, mit ur

Der er meget få af os der kan sige at de har noget der har fuldt dem igennem HELE livet. Noget der har målt deres rejse i tid, fra fødsel til … Noget der uden at gøre sig bemærket alligevel bære en historie om en barndom og en oplevet af kærlighed.

Når man som jeg er nået en alder på over de 70 sommer, og stadigvæk har den tidsmaskine jeg fik da jeg blev født, er det vel lidt sejt. 

From The baby book

Utroligt nok har jeg det ur, som jeg fik da jeg kom til verden i 1952. Man kan næsten kalde uret en livs ledsager. Uret har fuldt mig i gennem livet – kærester, krise og glæde, dog uden at betyde noget for mig før nu. Tænk at man skulle blive 70 før man så skønheden og så endda med hjælp af et TV program. 

Takket være TV2 og Rune Bakkendorff går min ny fundet kærlighed nu igen. 

Men for st starte fra begyndelsen og kort fortalt, så har dette ur tager rejsen med mig fra USA og med skib over Atlanterhavet og til danmark. 

Som skrevet fik jeg et ur i fødsels gave da jeg kom til verden i New York, USA. Et fint ur med slangeskind rem. 

Da jeg blev 5 år rejste min mor og jeg tilbage til danmark og uret kom med. Jeg husker ikke rigtig uret før jeg kom i skole.

Men som barn HADET jeg uret. Jeg var jo barn. Uret var ikke i mine øjne fikst og rundt som de andres ure. Det var firkantet og gult, med en kedelig skærm. Det eneste sejt ved uret var at mine initialer var indgraveret på bagsiden. Men jeg fik ikke et nyt. 

Uret har aldrig rigtigt sagt mig noget. Men det har nu ændret sig og jeg er nu blevet mega glad og stolt af mit ur. Og pludseligt er jeg begyndt at se på uret med andre øjne. Det er gået op for mig at jeg har noget familie historie, arvestykke jeg kan give videre. 

Men hvordan kommer TV2 så ind i billede. For der er næsten deres skyld at det nu går igen. Men kan sige at det er tilfældighederne skyld. 

TV2 sendte nogle programmer de kaldte “Værkstedet”, hvor både kendte og almindelige folk kom med nogle ting der havde affektionsværdi og minder for dem. Og tingene de kom med var blevet ramt af tidens tand og blevet defekt. 

Der var så en håndfuld specialister, mirakel mænd og kvinder der så fik repareret de indbragte genstande så ejeren fik deres ønske om at se det virke igen opfyldt. Genoplivet minder fra en tid der var for længe siden.

Der var en møbel konservator, en bamse/dukke doktor, med flere. Urmageren i Programmet var en Rune. 

I forbindelse med det program kom jeg i tanke om mit gamle ur dom lå i min rode skuffe. Hvor der også ligger et par lommeure, blyant spidser, fyldepen og en del andet fra fortiden.
Jeg troede at, uret nok “bare” var et billigt børne ur jeg havde fået, for 70 år siden. 

Men jeg studerede det lidt mere og fandt ud af at det havde et navn. Hamilton. 

Men navnet Hamilton sagde mig virkelig ikke noget. Selv børne ure skal vel hedde noget. Jeg slog det op på nettet og fandt ud af at Hamilton var et af USA største og kendte ur prodecenter en gang. Det havde blandt andet lavet ure til den amerikanske hær. Men for at følge med tiden lavede det et (muligvis tvunget) samarbejde med et ur firma i Schweiz. Nu er Hamilton et kendt mærke fra Schweiz. 

Så var jeg blevet interesseret og undersøgte mit ur lidt mere. Jeg viste godt at det ikke rigtig kunne gå mere. Det havde fået nogle tæsk. det var jo blevet brugt uden viden om hvad det var andet end et ur. uden at tænke på ar det jo kunne blive og at det kunne blive til et avestykke.
Men fandt også ud af at det var 14k guld. Og langsomt fik jeg en ide om at få det tilbage. Tænk at det havde overlevet lige som jeg i 70 år. 

Men hvor går man hen med et gammel ur. Urmager i dagens danmark er jo ikke sådan lige til at finde. De er smykke bikse og kan muligvis skifte et batteri, og det er det. Og jeg ved ikke om jeg tør overlade “min nu smukke ur” til dem. 

Og så kom jeg i tanke om urmageren fra TV2 programmet der havde sat det hele igang. Måske kunne denne Rune hjælpe med at finde en kompetent urmager det kunne se på uret. 

Et nyt opslag og jeg fandt frem til Rune og sendte en mail hvor jeg bad om et godt råd.

Hej Rune
Undskyld jeg forstyrer
Jeg skriver fordi jeg er en ældre mand der har set værkstedet i tv. Og syntes det er fantastisk. Og så kom jeg i tanke om at jeg havde et ur. 
Uret fik jeg i navngivnings gave i 1952, da jeg blev født i New York. Jeg brugte det som barn men det var jo ikke som det de andre havde. 
Den gang var det jo bare et ur. 
Men efter at havde set jer i tv har jeg fået den ide at jeg ville give det til min barnebarn eller søn. 
Jeg har fundet ud af at det er et Hamilton og er 14k og at Hamilton åbenbart er noget. 

Men for at komme ferm til det væsenlige. Hvor går man hen og får det lavet. 
Det kan gå kort men går i stå. Tror du alle urmager kan fikse det eller hvad. Håber du kan hjælpe mit 70 år gamle ur

Med venlig hilsen

Hvor heldig kan man være. Jeg var så heldig at Rune sv varede mig på en mail og med et svar om at han selv gerne ville kigge på uret.
Jeg fik en aftale om at han ville skille uret, give det er rensning og en ny fjeder. Og ikke nok med det så fik jeg også lidt mere historie om Hamilton.

Og nu går det igen. Viser tiden præcis, hvis man husket at trække det op. Det er jo analogt, men det er hyggeligt. Og det har enda fået ny rem. Så nu er det klart til af finde en ny arving der vil passe godt på det i de næste mange år. MEN det skal lige bo hus mig lidt.

Men det sjove er, at det at jeg nu har et ur der går, har sat tanker igang hos mig. Tanker jeg tidligere har skrevet om her på denne site. Nemlig den historie, familie kultur og arv vi bære på. Det at kunne give vores egen private historie videre. 

Jeg har tidligere skrevet om billeder og smalfilm, som også er bærer af vores familie kultur. Lige som de ting der forandres i en digital verden

Der er nu noget helt utroligt med et analogt ur. En række tal og noget mekanik, der selv efter 70 år virker. En tidsmaskine der stadigvæk virker. Det kan ikke vet samme som vores digitale vidunder af i dag, men det kan bære en historie. 

Der er vel næppe nogen der kan forstille sig, at der er nogen, der om 70 år tager mit Appel ur frem kigger på der og får det til at virke. Der er nok ikke så meget at arve i et Apple ur og heller ikke nogen familie historie at fortælle.

Men til gengæld er det noget familie historie at fortælde i analog ure. Bedstefats lomme ur som kan gå i arv til søn, datter eller et barnebarn. Det gamle stander ur m.m.

Jeg ville ønske at der var nogen der tog emnet om familiens arv og kultur historie op inden det er for sent. Det kunne være ældresagen eller fagbevægelsens ældreorganisationer som faglige senior. Og forsøge at fortælle os hvordan vi kan give en analog familie kultur arv videre til de digitale indfødte. Og hvordan vi for formildet at det at kunne give deres børn og børnebørn en historie er vigtigt.

Og det er ikke fordi jeg som gammel sur mand ikke er digital hvilket kan ses på min blogg My Iphone Goodies.
Men det ene udelukker ikke det andet. 

Rune Hjorth Bakkendorff og David Schelin

Tak til Rune og alle de andre der er med til at holde historien i gang.

Share
Kategorier
Familien

Livets lærer..

Man skal lære for livet og hele livet. Med dette vil jeg gerne indlede et lille skriv om nogle af mine læremester. Hvem lærte jer om livet?

Share
Kategorier
Familien

Min sang, mit Musik Avatar

Vi samles tit her i liver til begivenheder hvor vi fejre, mindes eller hædre et andet menneske. Ved rigtig mange af disse sammenkomster bryder vi ud i en sang. Det er lige fra dåb, fødselsdag, jubilæum, jul og over til begravelse, bisættelse og andre religiøse handlinger.

Nå vi går i kirken for at tage afsked med en god ven, bekendt eller et familie medlem. Så har det været tradition at man i kirken skulle synge en samler eller to.

Share
Kategorier
Oplevelse

Den vej vi kom fra

Et kig ned af vejen, på fortiden.

Jeg er en mand i sin bedste alder, – er vild med mobiler og andre elektroniske dimser. Man kan nok ikke kalde mig for en maskinstormer, men er vild med teknik. Mit hjem er flydt med video overvågning, lys der tænder af sig selv og kan styres fra telefonen. Det skriver jeg meget mere om på My iPhone Goodies

Så disse betragtninger fra The old grumply man, er mere bare tanke om end modstand i mod en udvikling.

Men jeg syntes det er spændende og har her lave nogle betragtninger om hvilken indflydelse denne mobilen har på vores liv eller har haft på vores opfattelse af verden.

Hvilken indflydelse har den teknologi på vores liv i stort og småt.

Share