Nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg elsker alt der bipper, lyser eller kan styres fra en device. Jeg har for længe siden indrømmet at jeg lever i en digital tidsalder.
Og jeg indrømmer at jeg til tider godt kan følge mig noget afhængig. “Digiman”.
Men jeg er også lidt bekymret, da vi ikke ved hvad alt det der digitale gør ved os. Nok ikke klogere, muligvis lidt dummere. Dummere på den måde at vi tror at vi “bare” undgår alt det kedelige og bruger alt det smarte.
Men er det nu hele sandheden. Denne digitale verden er der skrevet meget om. Og vi ved en del om hvad der sker. Men som Jern Henrik så rigtigt siger, ” men vi ved ikke altid hvorfor det sker”.
Altså når det digitale overtager vores liv.
En af den den har beskæftiget sig man dette er Katrine K. Pedersen. Hun har skrevet en meget spændende bog Phono Sapiens, om dette digitale væsen. I bogen har hun samlet en del undersøgelser fra videnskaben om det digitale meneske.
91% af alle børn er digitale forbruger. Lige fra vuggestuen, børnehaven og skolen, til hjemmet, i bussen og hele tiden. Menge er altid på.
Men vores pædagogik, etik og sociale koder er ikke fuldt med. Så på en eller anden måde er eller giver vi den et socialt analogt handikap. Vi lære dem ikke længere 1 til 1 eller 1 til mange relationer, i det analoge liv.
En af de ting som en forsker har undersøgt er hvad der sker i vores hjerner når vi høret et bip fra smartphonen. Larry D Rosen siger blandt andet: “at hver gang en smartphone bipper sker der en kemisk reaktion i hjernen. Disse neurotransmitter fremkalder mini-angstanfald. Så hver gang vi høre et bip, er der et rush af et eller andet i vores hjerner. Alle disse konstante angst anfald er ikke godt for vores helbred.”
Med viden om dette, kaster vi alligevel os selv og vores børn ud i denne verden af bip og ensomhed. Det men ensomheder kommer vi tilbage til.
Det siges at hver af Os i vores bedste alder. Har, i vores digitale liv, et sted mellem 75 – 80 GB data, der på en eller anden måde har relation til den enkelte levende person.
Det svare til mange milioner A4 sider. I Word et sted omkring 5 – 6 mio sider.
Alt dette producere vi ikke alene, men dog en stor del af det. Og meget af det kommer fra os via vores smartphones.
Det kommer fra Facebook, SnapChat, Linkedin, Instagram og andre såkaldte sociale medier. Og grunden til at vi leverer så meget kunne være FOMO, “Fear of Missing Out”. – social angst – Bange for ikke at blive set, hørt eller lagt mærke til i gruppen/grupperne.
Hvis vi kigger på alle det steder vi har digitale filer liggende spænder det lige fra vores egne SmartPhone, iPads og PC’er til det offenlige f.eks Skat, Sundhedsvæsnet med læge, jordmoder og bedemand.
Nå ja, her skal vi ikke glemme vores forenings liv, diverse medlemsskaber. Fagforeningen, Kirken, fodbold klubben og vandrelavet m.f.
Her til skal så lægges Banker, Arbejdsgiver, El selskaber og boligforeninger/ejerforeninger.
Alle har noget på os. elektronisk – digitalt.
Det bliver til nogen stykker.
Hvis jeg kigger på mig selv, en ældre herre med hang til IT, så er der en hel del jeg har sat fingeraftryk på. Digitalt fodspor. Og så dan tror jeg en del har det men de ved det måske ikke.
Prøv at brug 2 minutter på en liste over hvor dine digitale spor er. Om ikke andet dem du kender?? For der er en del som på en eller ander måde reproducer eller former sig selv.
Min liste sådan løseligt består af:
Denne blog og 3 andre, 3 Instagran steder, 1 Tumblr konto, 2 Twitter konti, Linkedin, 3 SnapChat konti, Pinterest, Bambuser, Yammer og Facebook – sådan bare for det sociale.
Her til kommer 5 mail adresser, 3 telefon nummere med SMS, 3 Skype konti, Telegram, Signal, Kik, Messanger – når vi taler kommunikation. Et hav af Cloud løsninger med tilhørende ID’er, til Google, Apple og Samsung.
Så ligger der jo noget hos min læge, hospitalerne og Skattevæsenet. Hos kommunen har jeg både lønseddelen, sager og registreringer. Flere pension selskaber. En enkelt sag hos politiet kan vi sikkert finde frem for ikke at tale om P-bøder, tog-bøder og biblioteksbøder. Lånekort, sygesikringskort i gult og blåt. Køre kort uden klip, rejsekort og Zoo kort. Diverse kredit kort og dankort…
Alt sammen noget der skaber digitalt registrening.
Og så er der alt det jeg selv har af digitale billeder, dokumenter, bøger, musik og film stumper. Og der er alt sammen spredt ud over en del medier. Der ligger noget på PC, noget på Mac. Jeg har gang i minst 15 USB nøgler, flere Flash diske, SD kort og et par løse HardDiske.
For ikke at nævne det jeg har liggende på mine SmartPhones og iPads.
Så der er meget og jeg tror at vi alle har det sådan. Lige som mange af os lover minst en gang om året at nu vil vi samle det sammen og laver orden i det. Om ikke andet i det vi selv har liggende.
Nogen af os prøver også at lave orden i det vi får i e-boks. Men der er næsten håbløst. Det er ikke blevet letter. Det er næsten som den gang Postmand Per kom med breve der skulle i mapper.
Det er noget rod.
Men der her er ikke kun der vi skaber digital fodspor. Som jeg skrev så er der noget af det der næsten vokser af sig selv.
# hash tag.
På en af mine Instagram konti har jeg et Hashtag der hedder #PlettSchelin. Jeg prøvede den dag at slå dette op på internettet. Bare sådan en Google søgning.
Hold da op 😮
Det var flere sider der hvor man fra andre sider henviste til dette Hash Tag. Og det er så ikke noget jeg har oprettet. Men en meget god pegefinger på hvad der sker når man ligger noget ud på internettet.
Men for at komme tilbage til vores digitale liv så har det jo konsekvenser. Fordi vi ikke på samme måde kan gå tilbage i gammelt fotoalbum, ringbind eller bankudtog der ligger på papir (analogt) i skuffen.
Vores digitale liv levet kun i kraft af elektronik. Det er tit ikke lige til at komme til. Hverken for os selv eller vores efterkommere. Det det ligger ude på internettet, i Skyen (cloud), hos det offenlige, skal vi bruge adgangskode og password.
Jeg har til min ovennævnte digitale liv minst registreret 147 forskellige login’s med tilhørende password. Bare det at huske alle disse kan volde mig besvær.
Men tænk hvad der sker den dag min familie skal rydde op efter mig. Eller bare have adgang til “vores” billeder på internettet.
Der skal både vide hvor jeg har lagt dem. Kende stedet iCloud, Dropbox, Google eller Adobe Photograf. Og så skal du kunne logge sig ind men det rigtige brugernavn og password.
Tak for kaffe.
Her forleder dag ville jeg søge noget hos det offenlige og de ville i den formular jeg fik frem på nettet have oplysninger. Ikke kun om mig selv men også om min samlever. Hvad er vedkommendes CPR og skatte indtægt.
Og så skrev det at det kunne finder på borger.dk, men det var jo ikke mit 😮. Og vedkommende var på job. Havde vi haft en mappe et ringbind med skatte papir kunne jeg jo slå op det i. Men.. jeg opgav.
Herlige digitale verden..
Men lad mig lige vende tilbage til ensomheden. I denne digitale verden er det jo næsten ikke nødvendigt at være sammen men andre. Om ikke andet i den fysiske analoge verden. Alt sker på nettet. Vi poster hvor vi har været, hvad vi tænker, mener og spiser. Vi mobber, skælder ud og tilkendegiver vores mening, som vi har fået fra andre på nettet. Ja selv begravelser, sygdom og fødsel sker over nettet.
Vi bruger selfie og snap til at vise verden hver vi er, lige nu. Vi YouTube’er for at få vores 3 minutter berømmelse.
Men det med 1 til 1 analog kommunikation, det at kunne læse sociale koder og ligefrem se og lugte en anden person, bruger vi ikke. Det rør os ikke og vi rører ikke dem.
Det og så det at vi ikke bringer vores historie med os tror jeg får stor indflydelse på de kommende generationer.
Mere en en verdens krig…..
Sjovt nok har vi en sundhedspolitik. Vi ved en masse om hvad vores krop har godt af at spise og hvad der IKKE er godt. Vi har politik for arbejds miljø, for dyre velstand og meget andet.
MEN vi her ikke den digital politik….
Nå men jeg må lige poste noget inden jeg kommer bagud.
❤️
